Indhold
Verdens mindste flyvende robot er blevet lidt lettere og smartere. Epson µFR-II er en forbedret version af µFR, der står for Micro Flying Robot, og den nye udgave er blevet udstyret med et lille kamera, der kan sende luftfotos trådløst via Bluetooth.
Robotten kan flyve uden menneskelig indblanding, men den kan også fjernstyres via Bluetooth-forbindelsen.
På Epsons website kan man finde et lille videoklip, der viser den flyvende robot sammen med en Epson-ansat, der ikke ser helt tryg ud ved situationen.
Den lille flyverobot er 13,6 centimeter høj og 8,5 centimeter i diameter, og dermed er den en smule større end forgængeren. Til gengæld er den 0,3 gram lettere, for den vejer kun 8,6 gram uden batteri. Epson har udviklet en langt lettere gyro-sensor og barberet en del af vægten af de to 32-bit RISC-processorer, der kontrollerer og styrer robotten.
Sådan ser den ud, Epsons flyvende mikrorobot. |
Epson µFR-II er en prototype, der ikke kommer på markedet, men helikopteren er et varsel om en fremtid, hvor små, flyvende robotter for eksempel kan sendes ind i sammenstyrtede huse og lede efter overlevende efter jordskælv.