Indhold
Apples årlige Worldwide Developers Conference er i fuld gang i San Francisco, og i den forbindelse har topchefen Steve Jobs traditionen tro lanceret nye produkter og løftet sløret for fremtidens Apple-teknologier.
Den mest konkrete nyhed er tre nye fladskærme i Apple Cinema-serien. LCD-skærmene er på 20, 23 og 30 tommer i bredformat og designet i aluminium.
Flagskibet på 30 tommer - eller mere præcist 29,7 tommer - byder på en imponerende opløsning på 2.560 x 1.600 pixels og 16,7 millioner farver. Lysstyrken er 270 candela pr. kvadratmeter, og kontrastforholdet er 400:1.
Skærmen kan tilsyneladende kun bruges sammen med en Power Mac G5 med et Nvidia GeForce 6800 Ultra DDL grafikkort, mens de mindre fladskærme kan benyttes til adskillige Apple-modeller samt til Windows-pc'er med det rette grafikkort.
Fladskærmen på 30 tommer koster 29.990 kroner, mens nødvendige grafikkort med to DVI-porte koster 5.390 kr. Man skal af med henholdsvis 11.990 og 18.490 kroner for modellerne på 20 og 23 tommer. Alle priserne er med moms. Skærmene kommer på det danske marked i løbet af august.
Udover de nye fladskærme slog Steve Jobs på tromme for den næste udgave af Mac OS X med versionsnummeret 10.4 og kodenavnet Tiger. Blandt nyhederne i Tiger er en ny søgefunktion kaldet Spotlight, som skulle gøre det langt nemmere at finde de filer, man leder efter.
Med iChat AV kan man have videokonferencer med op til tre andre Mac-brugere, og hvis man kan nøjes med lyden, kan man være 10 deltagere på linjen samtidig.
Safari RSS kan bruges til at holde sig orienteret om, hvad der foregår i verden, idet nyhedsoverskrifter fra alverdens websites løbende kan tikke ind på computerskærmen. Med applikationen Dashboard får man hurtig adgang til små, nyttige programmer som for eksempel kalender, regnemaskine og børskurser, og en funktion ved navn Automator skal gøre det nemmere at programmere og afvikle scripts.
Mac OS 10.4 Tiger kommer på markedet i starten af 2005.