Indhold
I dag åbner særudstillingen "At flyve" på Naturhistorisk Museum i Århus, og en solid omgang moderne teknologi er med til at gøre udstillingen lidt mere spændende. 27 af de udstoppede fugle er nemlig forsynet med en lille radiosender i form af en RFID-chip.
Gæsterne udstyres med en lommecomputer med en RFID-læser i form af et CompactFlash-modul. Når RFID-læseren kommer inden for en afstand af cirka 10 centimeter fra dyrets RFID-chip, som sidder i et lille skilt, udsender chippen et unikt ID-nummer. Dette nummer sendes via trådløst netværk til museets server, der sørger for at sende relevant information tilbage til lommecomputeren.
Således kan gæsterne straks få mere at vide om albatrossens levesteder og spisevaner, og man kan se et videoklip og høre lyde fra albatrossens verden. Man kan også få at vide, hvordan fuglen bruger sine vinger til at holde sig i luften, og man kan blive klogere på, om albatrosen minder mest om en jumbojet eller et Harrier-fly.
Man kan også bruge systemet til en gætteleg: Gæt et dyr. Man får leveret en ledetråd eller to, og så skal man finde ud af, hvilken fugl, det passer til. Denne del af projektet er primært rettet mod børn, der kan få stor fornøjelse af at finde ud af, at det ikke er en struds, der lever langt mod syd, hvor det er hundekoldt. Måske kan en ledetråd mere hjælpe på rette vej.
Den centrale computer holder rede på, hvilken rute gæsten har taget gennem udstillingen. Hvis man som gæst afleverer sin e-mail-adresse, kan man senere logge sig ind på en webside, der viser ruten og tilbyder yderligere information om det, man har set - og måske også det, man er gået glip af.
TaggedX-projektet er kommet i stand i et samarbejde mellem Naturhistorisk Museum, Innovation Lab og Cordura, hvor sidstnævnte er et firma dannet af seks unge mænd fra informationsvidenskabsstudiet ved Aarhus Universitet.
Der benyttes lommecomputere af mærket Pocket Loox fra Fujitsu Siemens, og de har indbygget trådløst netværk efter 802.11b-standarden. RFID-tags og læseren til CompactFlash leveres af Beta Technic.
Udstillingen på Naturhistorisk Museum i Århus varer til frem den 1. august.