Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, forlanger ifølge Financial Times, at selskabets tidligere bestyrelsesformand, Klaus Zumwinkel, betaler en million euro - eller knap 7,5 millioner kroner - i erstatning til selskabet.
Samtidig varsler selskabet, at det er på vej med et lignende krav fra Deutche Telekoms tidligere koncernchef, Kai Uwe Ricke.
Deutsche Telekom forlanger erstatning, fordi selskabet mener, at de to tidligere styrmænd i selskabet i meget høj grad ikke har levet op til deres ansvar i forbindelse med en skandalesag om spionage.
Erstatningskravet er det seneste kapitel i sagen, hvor selskabet i en periode loggede tidspunkter for telefonopkald fra journalister, bestyrelsesmedlemmer og ledende medarbejdere. Selskabet har hele tiden fastholdt, at det ikke har anvendt oplysningerne til noget.
Kampagnen blev sat i gang for at identificere det sted, hvorfra der sivede fortrolige oplysninger om Deutsche Telekoms finansielle situation ud til pressen i 2005 og 2006.
Ifølge Financial Times har Deutsche Telekom sendt et brev til tidligere bestyrelsesformand Klaus Zumwinkel, hvor selskabet har opgjort kravet til "omkring en million euro" som erstatning for, at han ikke har levet op til sit ansvar.
Minder om HP-sag
Både Klaus Zumwinkel - der for nylig blev dømt for skatteunddragelse - og Kai-Uwe Ricke har tidligere blankt afvist, at de har gjort noget forkert.
Deutsche Telekom kaldte lognings-kampagnen for 'Operation Clipper' (navnet på britisk operation under 2. Verdenskrig, red.) og 'Operation Rheingold' (Rhringuldet, en del af Wagner-operaen Niebelungens Ring, red.).
Kampagnen blev sat i gang for at identificere det sted, hvorfra der sivede fortrolige oplysninger om Deutsche Telekoms finansielle situation ud til pressen.
Sagen minder meget om den affære, der i 2006 trak Hewlett-Packard gennem sølet og kostede daværende bestyrelsesformand Patricia Dunn jobbet.
Også HP-sagen blev igangsat på grund af mistanke om en højtstående læk i selskabet, hvorfra der sivede oplysninger ud til pressen.
Også HP hyrede et eksternt firma til at spionere på selskabets ledelse.