Artikel top billede

Foto: Jørgen True

Er TDC-direktøren tele-troldmand eller trafik-terrier?

Leder: Hvor tidligere TDC-direktører nærmest havde en bunden opgave i omstilling fra tjenestemandstung institution til privat virksomhed, så har Henrik Poulsen et reelt valg. Hvad vælger han?

Henrik Poulsen er den fjerde topchef i TDC, siden de regionale teleselskaber i starten af 1990'erne blev samlet til et nationalt teleselskab.

Han er den anden topchef, der ikke er politisk udpeget. Og han er den første topchef, der for alvor skal skabe innovation for at levere resultater til de fem ventureselskaber, der ejer selskabet Nordic Telephone Company, som er hovedaktionær i Danmarks største it-koncern.

To af TDC's tidligere topchefer - Hans Würten og Henning Dyremose - var som henholdsvis departementschef og finansminister selv med til at støbe de politiske kugler for liberaliseringen og privatiseringen af den danske telebranche.

Henrik Poulsens forgænger, Jens Alder, var manden der afsluttede omstillingen fra offentlig institution til en ægte privat virksomhed.

Og nu skal Henrik Poulsen sikre, at de fem venturekapitalselskaber inden for en overskuelig årrække har et dynamisk og attraktivt selskab at børsnotere eller sælge videre.

Da Würtzen og Dyremose gik og arbejdede på det store politiske privatiserings- og liberaliseringsprojekt sammen med kollegerne i det indre marked, var Henrik Poulsen stadig i gang med sin cand.merc. ved Handelshøjskolen i Århus.

Da det danske telemarked blev liberaliseret i sommeren 1996, var han engagement manager i McKinsey & Co. Siden har han blandt andet været i Lego.

Dermed har Henrik Poulsen den profil, som i disse år synes at være stjerneprofilen på topchefer i dansk erhvervsliv, med hans tidligere chef fra Lego, Jørgen Vig Knudstorp, som ledestjernen.

De er økonomiske praktikere med en god portion konsulent­erfaring på eliteniveau hos for eksempel McKinsey og alligevel med fødderne plantet solidt i den jyske muld.

Hvad vil Henrik Poulsen?

Hvor forgængerne nærmest havde en bunden opgave i omstilling fra tjenestemandstung institution til ægte privat virksomhed, så har Henrik Poulsen et reelt valg på vegne af ejerne:

Tele-troldmand, der leverer de innovative løsninger, som under forskellige mærker kan levere kommunikationsprodukter i en cool indpakning og til den pris, som forskellige målgrupper ønsker?

Trafik-terrier, der leverer den innovative teknologiske udvikling, der kan gøre TDC til et stort nordisk og måske europæisk datatrafikselskab?

Hvor er den teknologiske innovation?

Siden dot.com-boblen brast i starten af dette årti, er det først og fremmest tele-troldmænd, der har været efterspurgt. Udvikling af billigere serviceprodukter på mobil og bredbånd har været målet for telebranchen. Udvikling af de netværksteknologier og den infrastruktur, som efterhånden er blevet helt afgørende for samfundets udvikling, er ikke nær så sexet.

I TDC's tidlige år var selskabet vidt berømmet for det høje teknologiske niveau og evnen til teknologisk innovation. I Computerworld ville det være rart med mere af den slags.

Hvor er den teknologiske innovation?

Henrik Poulsen har holdt en nobel og ordentlig radiotavshed i sine første seks måneder på posten. Men hans handlinger i form af Fullrate-købet og de signaler, han leverer i dagens Computerworld, kan nok tolkes mest i retning af, at det er tele-troldmanden, der taler:

"Det gælder i telefoni, tv og bredbåndsmarkedet, at konkurrenceintensiteten stiger og stiger, og derfor er det også vigtigt for TDC, at vi hele tiden bliver bedre og bedre til at udnytte det fulde potentiale i koncernen."

"Jeg mener også, at selv vores salgs- og marketingmaskine, der i dag er utrolig godt kørende med stærke kanaler, kan blive endnu stærkere."

Al ære og respekt for den kommercielle beslutning bag den produktorienterede retning. Men vi savner det teknologisk innovative datatrafikselskab, som stiller sig på trafikkens side, både når det gælder hastigheder, teknologiske muligheder og udnyttelse af nettet.

Ikke mindst i disse Pirate Bay-tider, hvor teleselskaberne lader til at have accepteret, at politikerne og herefter domstolene kan parkere ansvaret hos dem.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. februar 2025 | Læs mere






White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering