Artikel top billede

MidtVest Bredbånd: TDC opfører sig lusket

Fiberselskabet MidtVest Bredbånd er fortørnet over, at TDC har betalt et kommunikationsfirma, som plantede en negativ historie om fiberselskabet hos et regionalt dagblad.

"Det lugter langt væk af lusk."

Sådan siger marketingchef Per Tornvig fra MidtVest Bredbånd om et dokument, der dukkede op i indbakken hos Dagbladet Holstebro-Struer. Teksten var udformet som en journalistisk artikel.

Dokumentet bar overskriften "Usikker fremtid for MidtVest Bredbånds kunder" med kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese som afsender. Et firma, som viste sig at være betalt af TDC.

"Det kunne se ud som om, at nogen vasker deres hænder, mens de får andre til at gøre det beskidte arbejde for sig," siger Per Tornvig.

Virksomheden MidtVest Bredbånd løb i januar ind i en betalingsstandsning. Det er den problematik, som den TDC-betalte tekst handler om.

I dokumentet står der blandt andet, at kunderne hos fiberselskabet måske kan se frem til "sort skærm", "hyletone i røret", og at det er en "risikabel affære" at oprette sig som ny kunde i selskabet.

Professor: Det er spin
Computerworld viste dokumentet til professor i erhvervskommunikation ved Aarhus School of Business, Finn Frandsen, og han mener, at hensigten med teksten er klar.

"Det her er spin. Det er for at skabe et negativt omdømme eller styrke et negativt omdømme hos en konkurrent," vurderer Finn Frandsen.

TDC mener, at der er tale om "faktuel forbrugeroplysning".

"De har modtaget, hvad jeg vil kalde et stykke faktuel information om, hvad en konkurs kan betyde for kunder," siger Anders Thomsen, chef for public affairs i TDC.

Du mener ikke, der er tale om et artikeludkast, der skulle trykkes direkte i avisen?

"Jeg mener, at der er tale om et notat, som er blevet udarbejdet med en ekspert inden for konkurser, der udtaler sig om, hvad det her kan betyde. Hvordan Dagbladet Holstebro-Struer vælger at redigere i de oplysninger, det må de selv om," siger Anders Thomsen.

I artiklen medvirker en advokat, som over for Computerworld understreger, at han har udtalt sig generelt og ikke konkret om virksomheden.

Tvist om analyse

Ifølge Anders Thomsen er det et led i en større markedsanalyse, som TDC har fået udarbejdet. Det samme lyder fra kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese, som står bag artiklen.

"Vi har lavet en bred analyse, og så fremhæver vi nogle forskellige pointer, og det er selvfølgelig en rigtig pointe, at MidtVest Bredbånd er gået i betalingsstandsning, og at det har nogle komplikationer for bredbåndsmarkedet i den region, hvor de har været stærke. Det er reelt nok at lægge frem og tage en debat om," siger administrerende direktør Peter Goll fra Geelmuyden.Kiese.

I dokumentet tilsendt avisen fremgår det ikke, at oplysningerne er et led i en større analyse, eller at TDC betalte kommunikationsfirmaet.

"Hvis man refererer en analyse, så skriver man vel, 'på baggrund af en analyse viser det sig' eller lignende. Jeg kan slet ikke koble en analyse med den pressemeddelelse. Det kan kun opfattes som en bortforklaring," siger Per Tornvig fra MidtVest Bredbånd.

Professor Finn Frandsen er på linje med Per Tornvig.

"Det her har intet med en analyse at gøre. En analyse ville dukke op i en rapport, der ville sammenfatte resultater og vil ikke tage fat i en enkeltplaceret virksomhed. Det har intet med en analyse at gøre," siger Finn Frandsen.

Geelmuyden.Kiese: En bred undersøgelse

Geelmuyden.Kiese oplyser sammen med TDC, at kommunikationsbureauet fik til opgave at lave en bred undersøgelse, mens der ikke har været tale en specifik opgave omkring MidtVest Bredbånd.

"Jeg kan bare bekræfte, at det er TDC, der betaler vores regning. Men det er ikke et spørgsmål om, at TDC har givet os en snæver opgave omkring MidtVest Bredbånd. Det er der på ingen måde tale om," siger Peter Goll.

Han vil ikke nærmere konkretisere, hvilken opgave TDC gav firmaet.

MidtVest Bredbånd: Dybt uetisk
Per Tornvig fra MidtVest Bredbånd mener, at TDC har problemer med etikken i sagen.

"Jeg synes, det er dybt problematisk. TDC må selvfølgelig gerne må være kritisk og bekymret for vores kunder, men så skal man sige det åbent og ærligt i stedet for at snige noget ind ad bagdøren. Her lader man en advokat fremføre en kritik af MidtVest Bredbånd, som slet ikke er hans. Det er dybt uetisk," siger Per Tornvig.

Anders Thomsen fra TDC mener derimod, at MidtVest Bredbånd burde komme på banen, hvis selskabet finder noget faktuelt galt i udkastet, og han afviser også, at TDC skjuler sig.

"Det har jo ikke været nogen hemmelighed for journalisten, hvem Geelmuyden.Kiese arbejdede for, hvis han havde spurgt," siger Anders Thomsen om forløbet, der aldrig endte med en avisartikel.

Usædvanlig tilgang

Teksten er ifølge professor Finn Frandsen udformet sådan, at den lægger sig tæt op af en erhvervsjournalists tilgang.

"Det har karakter af en pressemeddelelse, der er udformet sådan, at den næsten kan sættes i avisen uden nogen omskrivninger af nogen art. Det er eksempel på en genre, et indhold og en måde at skrive på, som burde være erhvervsjournalistens og ikke et velagtet kommunikationsbureaus. Det er ret usædvanligt," siger professoren.

Formen af teksten har en helt bestemt årsag, mener Finn Frandsen.

"Det er under påskud af at ville informere om noget med en research og neutralitet, der er erhvervsjournalistens, men det er med en helt anden dagsorden. Der er ikke meget analyse i den," forklarer Finn Frandsen.

Debat om bredbånd

Ifølge kommunikationsbureauet var teksten et naturligt indlæg til den debat, der finder sted om bredbånd i de danske regioner.

"Vores kompetence er, hvordan bredbåndsmarkedet bliver diskuteret, og der er det klart, at det er helt oplagt, at vi også kigger på den offentlige debat og også lægger ting frem for journalister helt åbent, at sådan her ser vi på det, og 'synes du, der er en historie i det', og også 'hvordan du selv ser på det'," fortæller Peter Goll.

Rapporten, som Geelmuyden.Kiese udarbejdede, er kun tilgængelig for TDC.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere