Artikel top billede

(Foto: Torben Klint)

Sander-slagsmål præger telekonference

Reportage: På trods af, at videnskabsminister Helge Sander (V) ikke er til stede ved dagens telekonference i København, er han centrum for et slagsmål mellem oplægsholderne.

Hele den danske telebranche er i dag samlet til konferencen Tele 2009. Videnskabsminister Helge Sander (V) er ikke til stede, men alligevel erobrede han fokus ved formiddagens oplæg.

Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult har tidligere været efter ministeren for ikke at være i kontakt med branchen, men den kritik gik Jørgen Abild Andersen, direktør for IT- og Telestyrelsen, allerede i møde ved konferencens første oplæg.

"I Videnskabsministeriet med ministeren i spidsen lægger vi vægt på mange kontakter med telebranchen. Vi mødes dog med dem enkeltvis, og ikke med så mange på én gang som i dag," indledte Jørgen Abild Andersen i sit oplæg.

Dermed afviste Jørgen Abild Andersen, at Helge Sander overser telebranchen som en industri for sig i Danmark. Samtidig fremhævede direktøren, at ministeren går fremtiden i møde med den bredbåndskomite, som han nu nedsætter. Den skal sidst på året komme med forslag til, hvordan alle danskere kan få 'lynhurtigt bredbånd'.

"Med videnskabsministerens bredbåndskomite går vi fremtidens udfordringer i møde," understregede Jørgen Abild Andersens i sin tale.

Modangreb

Dermed var ordet givet videre til de næste talere, og en af dem var John Strand. Teleanalytikeren har tidligere gennemgået videnskabsministerens kalender og givet udtryk for, at der var for få møder med telebranchens repræsentanter.

"Den dag, Helge går af som minister, er den bedste dag for telebranchen, siden telefonen blev opfundet," gik John Strand til modangreb.

Teleanalytikeren fortalte, at han normalt er stolt over at være dansker, men det gjaldt ikke på teleområdet. Blandt andet er telebranchen helt overset ved klimatopmødet sidst på året, mener han.

"Jeg har set, at Helge Sander er stolt over, at e-handelen er steget i hans ministerperiode. Det næste er vel, at han tager æren for, at internettet er vokset i hans ministerperiode," fortsatte John Strand.

Efter oplægget blev mikrofonen overladt til direktøren for brancheorganisationen DI ITEK, Tom Togsverd. Han forsøgte at bløde lidt op efter talen og fremhævede, at "overdrivelse fremmer forståelsen", og at branchen er glad for, at bredbåndskomiteen snart bliver nedsat.

Tid til genmæle

Til sidst i formiddagens afsluttende session var det tid til en paneldebat. Her var det tid til at besvare spørgsmål fra salen.

"Jeg skal nok lade være med at kommentere John Strands oplæg," sagde Jørgen Abild Andersen.

Han fik dog tilføjet, at ministeriet har gjort noget for at få tele med til en kommende IKT-konference om grønne teknologier senere på året, understregede han.

150 er meldt til konferencen, som i dag finder sted i Ingeniørhuset på Kalvebodbrygge i København.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere