14. oktober 2008, kun godt en måned inden Stein Bagger forsvinder i Dubai, skriver Stein Bagger og en medunderskriver under på et dokument fra Danske Bank, der giver yderligere kredit.
Dokumentet er underskrevet af Asger Jensby, men der er tale om en falsk underskrift, oplyser TV Avisen, der er i besiddelse af dokumentet.
To eksperter i at vurdere ægtheden af underskrifter siger, at det ikke er Asger Jensbys underskrift.
Danske Bank har dog godkendt dokumentet og erhvervskundechefen i den pågældende afdeling har sågar underskrevet en vitterlighedserklæring om, at de to var til stede ved underskrivelsen.
Ring til mig
"Vitterlighedsprocessen er jo, at der er et vidne, der har set mig skrive under. Men personen har jo ikke set mig skrive under, for det er definitivt ikke min underskrift," siger Asger Jensby til TV Avisen.
"Jeg har det dårligt med at se, at min underskrift er blevet forfalsket, og man kunne jo bare have ringet til mig og bedt mig om at bekræfte, at jeg havde skrevet under. For så kunne vi have slået fast, at dokumentet var ukendt for mig," forsætter den tidligere formand.
Banken siger, at den er blevet fuppet.
"Det har vist sig, at vores kontrol ikke har været god nok, og at vi er blevet svindlet. Der er sket det, at man har oparbejdet en tillid til kunden, stolet på kunden og ikke været helt så formel omkring underskriftsprocedurerne," skriver bankens pressechef i en mail til TV Avisen.
Er alle underskrifter falske?
Tilbage på pressemødet 1. december 2008, da sagen brød ud i offentligheden, understregede bestyrelsesformand Asger Jensby, at der var en lang række forfalskede underskrifter på dokumenter i IT Factory.
Blandt andet på dokumenter, der var udarbejdet i forbindelse med leasingaftaler.
Danske Bank har iøvrigt meddelt, at man vil gå efter revisorselskabet KPMG og eventuelt IT Factorys bestyrelse, hvis de har handlet forkert og ikke overholdt sine forpligtelser, for at få dækket bankens tab.
Men tidligere har embedsmænd under erhvervsminister Lene Espersen (K) revset bankernes rolle i IT Factory-sagen.
Et internt notat sagde, at den type lån, der er ydet i forbindelse med IT Factory, er samme type lån, der er skyld i, at flere banker er krakket i Danmark.
Notatet blev udarbejdet et par uger inden, et bredt flertal i Folketinget vedtog bankpakke 2, hvor bankerne fik lånemuligheder for 100 milliarder kroner af statskassen.