Computerworld kan i dag fortælle om tømmermænd i it-fagforeningen Prosa efter en julefrokost, hvor der blev brugt flere penge, end det interne cirkulære tillader.
Cirkulæret blev ellers vedtaget af hovedbestyrelsen få timer, inden julefrokosten fandt sted.
Vi beder formand Niels Bertelsen om en forklaring:
Hvor mange penge brugte I for meget til julefrokosten?
"Omkring 7.000 kroner.
Der var 30 personer til julefrokosten blandt andre den nye og den gamle hovedbestyrelse. Cirkulæret siger, at man må bruge 500 kroner per person.
Selve beløbet i overskridelsen er ikke det alvorlige, det er det, at man vedtager nogle regler, som man ikke efterlever."
Hvordan kan man som hovedbestyrelse blot få timer efter at have vedtaget et cirkulære bryde reglerne i det?
"De enkelte medlemmer af hovedbestyrelsen kendte jo ikke prisen på arrangementet. Det gjorde dem, der har bestilt det.
Det, der gik galt, var, at de, der havde bestilt julefrokosten, ikke havde fortalt, hvad det koster, hvis man skulle have noget ekstra til julefrokosten."
Skal man ikke være særlig påpasselig som fagforening med denne slags sager, når pamper-ordet hurtigt kan klæbe sig til en?
Jo, det er derfor, vi laver de her regler og offentliggør reglerne. Vi mener nemlig, at vi skal være påpasselige med medlemmernes penge."
Hvad vil du konkret gøre for, at det ikke sker igen?
"Vi strammer op på de interne linjer. Den ansvarlige for arrangementet bliver gjort opmærksom på, at vedkommende sidder med ansvaret.
Og deltagerne skal kende rammerne for det, de deltager i. Så man ikke overskrider dem.
Vi kan ikke leve med den slags sager. Det her er en gang for meget. Selvom det er sjældent, så er det altså en gang for meget.
Det kan bringe brænde til det bål, der hedder, at fagforeningsfolk bare sidder der og mæsker sig på medlemmernes regning. Det vil vi ikke.
Det skal stoppes nu og her. Det er sidste gang, vi ser det her."
Tror du, at sagen her vil påvirke medlemstilgangen til Prosa?
"Det er en dum sag, men nej, jeg tror ikke, den vil få nogen betydning for det. Det er altså ikke noget, vi gør ofte."