Det at kommunikere klart og præcist er en kunstart.
Det er en disciplin, som kræver træning og atter træning uanset erfaring, alder, titel, hudfarve eller køn.
Kommunikation er et mysterium, fordi vi mennesker er sammensat så fantastisk forskelligt.
Gennem vores opvækst og vores livserfaringer skaber vi filtre inde i vores hoveder, som til enhver en tid vil tolke, forvrænge og generalisere de budskaber vi hører og præsenteres for.
Det kræver et ansvar hos både "kommunikatoren" og "respondenten" at sikre sig, at budskaberne er forstået.
Specielt i denne tid, er det væsentligt, at kommunikationen er klar, således at virksomhed, leder og medarbejdere har synkroniserede mål.
Jeg hører ofte kandidater sige: "Når min virksomhed/leder gør sådan, er det nok fordi …"
Her har budskabet ikke været klart nok. Så starter fortolkningerne og forvrængningerne, som kan være vidt forskellige fra person til person.
Det skaber kaos og forvirring og medarbejdere, som ikke er associeret med virksomhedens mål.
Det er både legalt og en pligt, at du som "respondent" stiller spørgsmål og beder om uddybning, der hvor du er usikker.
De fleste virksomheder har en overordnet vision eller et mål, som der sigtes efter at nå.
Følgende underliggende punkter er fundamentet for, at målet bliver klart forståelig og forankret i organisationen. Punkterne kan bidrage til at visualisere målet, og gøre det mere operationelt og mindre abstrakt.
Gevinsten vil med stor sandsynlighed, blive succes og indfrielse af mål.
Her er dine mål
Omgivelser: Forestil dig, at du er i målet. Har omgivelserne ændret sig rent fysisk, de mennesker som er omkring dig. Hvad har virksomheden været igennem for at nå dertil? Hvornår er du i mål?
Adfærd:[/b] Har vores adfærd ændret sig i forhold til tidligere? Hvad har hver enkelt medarbejder gjort? Hvem gjorde en forskel?
Evner & færdigheder:[/b] Hvilke kompetencer bragte os i mål? Er der specielle ledere eller medarbejdere som fik uddelegeret eller selv tog nye ansvarsområder? eller som udviste specielle evner i rejsen til målet?
Værdier & overbevisninger:[/b] Hvad er blevet vigtigt for virksomheden og de ansatte? Hvad tror vi på? tror vi på det samme, som vi hele tiden har gjort? Hvordan er trivslen?
Identitet:[/b] Hvordan er vores identitet i målet? Hvordan ser omgivelserne på os? Hvordan har virksomhedens identitet beriget medarbejderne og virksomheden?
Når alle er visualiseret helt ind i målet eller visionen, starter planlægningen af de konkrete aktiviteter, som skal til for at nå dertil.
For nogen er dette jo banal lærdom, men ofte er det jo det simple, der virker.
Det er klart bevist, at jo mere vi er associeret med en vision eller et mål, jo mere medansvarlige bliver vi.
Rigtig mange er motiveret af at være med til at gøre en forskel - så lad dem dog.
Du som leder, lad dig blive inspireret af dine ansatte, og du som ansat, involver dig.
En tanke eller tolkning, som naturligt kan "rumle" i vores baghoveder, netop på grund af vores fantastiske "filtre", kan være: "Jeg er jo ikke blevet spurgt, så de er nok ligeglade med, hvad jeg mener".
Tro mig, alle elsker passionerede medarbejdere. Ergo vil de fleste lytte.
Som leder må du være åben. Det er ikke sikkert, at du er enig, men brug tid på at forstå din kollegas forslag.
Hvis du afslår, så gør det konstruktivt, således at du ikke dræber initiativet.
I tider med vækst, succes og medvind behøver vi måske ikke være helt så konkrete, som det med den seneste konjunkturudvikling er påkrævet.
Så næste gang du hører en sige:
"Det er helt tydeligt, at man bør gøre noget ved den sag", så spørg: Hvem? Hvad mener du? Ifølge hvem?
"Hvis din tænkning ikke er på linje med dine mål, vil din tænkning sejre" Så husk at få synkroniseret.
Jannie Kluge er stifter af Kluge & Partners, The Nordic Search Company.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.