Forældre og skoler skal ind i kampen for netetik og sikkerhed på sociale tjenester.
Det fortalte redaktør hos det populære sociale netværk Arto, Dan Poulsen, på konferencen Privatliv på Profilen, som IT- og Telstyrelsen holdt tirsdag i København.
Den nyeste lovgivning på området er ifølge redaktøren efterhånden otte år gammel, og derfor er netstedets virkelighed længere fremme end lovgivningen. Og det giver udfordringer, fordi problemstillingerne på netsiden ikke er vendt af lovgivningen, mener Dan Poulsen.
Den største udfordring er dog at informere brugernes forældre om etik og sikkerhed på sociale tjenester, fortæller redaktøren.
Forældrene har nemlig ikke nok kendskab til online-tjenesterne. Selvom tallet er stigende, er der stadig alt for få voksne, som læser Artos informationssider for forældre, fortæller Dan Poulsen.
Hør Dan Poulsen fortælle om, hvordan Arto håndterer sikkerhed på nettet og om de udfordringer, det giver at arbejde i en virkelighed, som er længere fremme end lovgivningen.