Et overvåningsprodukt fra netværksproducenten Nokia Siemens Networks kan overvåge dine telefonopkald, internetbesøg, bankkonti, flyrejser og stort set alt andet, som efterretningstjenesterne ønsker at snuse i.
Mats Fridlund, der er lektor ved Centre for Advanced Security Theory på Københavns Universitet, får flashbacks til en Hollywood-produceret skrækvision om overvågningssamfundet.
"Det her produkt er som taget ud af Hollywood-filmen 'Enemy of the State'. De amerikanske myndigheder bruger produkter med nogle af de samme funktioner, når de jagter seriemordere. Men jeg har ikke tidligere set produkter, der er så omfattende som dette," siger Mats Fridlund, der forsker i terrorisme og overvågningsteknologi.
Markedsføres til overbelastede efterretningstjenester
Han mener ikke, at det er nogen tvivl om, at produktet henvender sig til efterretningstjenester, der på grund af den stigende overvågning efterspørger produkter, der kan hjælpe dem med at administrere de voksende mængder data.
Ifølge et dokument, hvor Siemens selv præsenterer produktet, kan systemet foretage automatiserede telefonovervågning og assistere efterretningstjenesterne ved at samkøre en lang række følsomme personoplysninger om mistænktes internetadfærd, banktransaktioner, telefonopkald og rejseaktiviteter.
Det bør dog give anledning til etiske overvejelser hos både politikere og efterretningstjenester, mener Mats Fridlund.
"Det er helt okay at tjekke flere separate registre, men det bliver problematisk, når man begynder at samkøre dem. En samkøring af registre kan give adgang til nogle helt nye og nogle gange meget følsomme oplysninger," siger han.
Produktet vækker også bekymring hos den britiske forsker Greg Walton, som mener, at det er denne type produkter, der udgør rygmarven i en moderne politistat.
Læs Siemens egen præsentation af den avancerede overvågningsplatform.