Computerworld News Service: Der er den mobile internet-enhed, eller MID'er, og der er netbook, som nogle hævder er det nyeste navn for den ultramobile pc (UMPC).
Både MID'er og netbooks er større end smartphones, men mindre end laptops - som mange leverandører i øvrigt insisterer på at kalde notebooks.
De er alle mobilcomputere, men der er væsentlige forskelle på dem. Men i sidste ende er navnene på de forskellige kategorier nok ikke særlig brugbare.
"Det er et interessant område, fordi der ikke er nogen defineret grænse mellem de forskellige enheder," siger Jack Gold, analytiker hos J. Gold Associates.
"Alle finder på deres eget navn til en kategori, og man ændrer navnet for at få produktet til at sælge."
Jack Gold fortæller, at Intels generelle definition af en MID er en computer med en skærm på syv tommer eller mindre, mens en notebooks skærm er mellem syv og 10 tommer.
Intel laver den Atom-processor, der bruges i MID'er og netbooks, men Jack Gold forventer, at Atom vil blive brugt i meget større maskiner på et tidspunkt.
"Det hele er Intels definitioner og ikke branchestandarder," siger han.
Intel præsenterede flere Atom-baserede MID'er og netbooks ved Mobile Internet World i sidste uge og forklarede, hvordan de kunne bruges med WiMax.
Men Jack Gold minder om, at skærmstørrelsen ikke er den eneste forskel. Forskellene kan også findes i enhedens styresystem, vægt eller funktioner.
Det er en mini-pc, nej en netbook
Jack Gold fortæller for eksempel, at Eee OC fra AsusTek Computer i Taiwan burde hedde en mini-pc, fordi nogle modeller kører Windows XP som styresystem.
Den nye Eee PC S101, der blev præsenteret den 21. oktober, kører XP og er 0,7 tommer tyk, vejer to pund og bliver sat til salg for 699 dollars den 1. november. Skærmen er 10,2 tommer, altså laptop-størrelse.
Supplement eller ultramobil
Asus selv siger, at Eee PC er en netbook, fordi den hører under kategorien 'simple, lette, billige og energibesparende' mobile enheder, der giver brugere på farten mulighed for at gå på nettet og streame videoer, e-maile, surfe og så videre.
"Netbooks ligner måske laptops, men de har ikke en computers fulde kapacitet," forklarer Kevin Huang, marketingdirektør hos Asus.
"En netbook fokuserer på mobilitet og internet, så den er god til rejser eller som supplement til en almindelig pc."
Talskvinde for Asus Debby Lee siger, at netbooks generelt ikke har dvd-brænder, og grafikkortet er ikke særlig godt sammenlignet med en laptop.
Før Eee PC kom på det amerikanske marked for cirka et år siden, var der ikke mange, der talte om netbooks, fortæller Debby Lee.
Før termen blev udbredt kaldte Asus Eee PC for 'en mobil internet gadget' - et navn hun foretrak frem for 'mobil internet-enhed', der generelt bruges om mindre enheder.
Hvad med UMPC?
Debby Lee fortæller, at navnet mobil internet gadget var tættere på definitionen på en ultramobil pc - UMPC.
Jack Gold siger, at navnet UMPC er på vej ud og bliver erstattet af netbook. Men han har måske ikke helt ret, for navnet er blevet brugt så sent som i denne måned.
Han mener, at de forskellige navne er uklare og ikke særlig brugbare for kunder eller virksomheder, der skal købe en enhed.
Der er tydelige forskellige på størrelse, form og funktion, og navnene giver ikke megen indsigt, siger han.
"Mit råd er enkelt. Glem navnet, og køb den for det, den kan."
Oversat af Mille Bindslev