Artikel top billede

Chrome: En omgang hornblæseri og store basuner

Klumme: Lad os få de endelige browserversioner fra Microsoft og Google og så se, hvad der sker.

Den næste generation af internetbrowsere har set dagens lys - og det har ikke været uinteressant at følge debatten om konsekvenserne for vores tilgang til nettet, som vi kender det.

Først var Microsofts nye Internet Explorer 8-browser (stadig i beta) genstand for massiv omtale især på grund af sin nye "InPrivate"-funktion, der giver internetbrugeren mulighed for at slette sine digitale fodspor og surfe rundt på nettet anonymt.

Netop af denne årsag blev den nye feature i IE8 af nogle anset som et muligt, direkte angreb på især ærkefjenden Googles profitable forretningsmodel.

Men også som potentielt undergravende for den måde, vi i dag opsamler webstatistik på til brug for webanalyse og løbende optimering af vores websites.

I selvsving

For nylig svarede Google så igen med en beta-lancering af sin nye browser, Chrome.

Det fik journalister og folk fra internetbranchen til nærmest at gå i selvsving og producere et hav af nyhedsartikler, ekspertanalyser og anmeldelser.

Ikke bare fordi Google med Chrome har ønsket at udvikle en moderne og højtydende browser (vi har vist alle hørt om V8-motoren fra Århus), men også fordi Chrome tilbyder en lignende anonymitets-feature som IE8, kaldet "Inkognito".

Skyder Google dermed ikke sig selv i foden?

Og hvilke muligheder har Google reelt for at vinde markedsandele på browsermarkedet? Hvad er motivationen for at have udviklet sin egen browser?

Godt nok er Google-brandet stærkt, men er det nok til at få udbredelsen af og interessen for Chrome ud over vores egen lille branche-andedam og ud til den almindelige internetbruger?

Jo, der eksisterer en reel risiko for, at de nye browseres anonymitets-features vil gøre det vanskeligere at indsamle data om online-brugeradfærd for at kunne tilbyde relevant indhold og målrettede reklamer (behavioral marketing).

Kan Chrome overhovedet nappe markedsandel?

Men risikoen afhænger af, hvor mange brugere der vil benytte sig af disse features.

Hånden på hjertet tror jeg ikke, at der i den brede brugerskare på nettet vil være særlig mange, som vil benytte sig af de nye muligheder. I hvert fald ikke hele tiden.

Dertil er ulemperne ved blandt andet at skulle huske et hav af passwords m.m. på ens mest besøgte websites for store.

Chromes muligheder for at erobre markedsandele på browsermarkedet er ligeledes tvivlsom - i hvert fald på den korte bane.

Det er en browserlancering, der er præget af "nørd-hype", og når nu viden om og interesse for browsere blandt den almindelige internetbruger måske er mere end begrænset, er det tvivlsomt, om Chrome foreløbig vil kunne tilkæmpe sig en mærkbar andel af browsermarkedet.

Men Googles mål med Chrome er nu nok også mere langsigtet.

Google har primært skabt sig en strategisk platform for en lang række af sine eksisterende og fremtidige online-applikationer.

Og Google har tid og råd til at være tålmodig.

Som altid når en af de store aktører lancerer et nyt produkt, er det akkompagneret af lige dele hornblæseri og dommedagsbasuner. Lad os nu få de endelige browserversioner på banen, og så se hvad der sker.

Online-mediet vil fortsat være second to none i forhold til at kunne sikre målrettet og relevant kommunikation til brugerne og kunne måle effekten deraf. Nye browsere eller ej.

Carsten Brogaard Jensen er administrerende direktør hos Valtech.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere