Yahoo har indgået aftale med den frygtede investor Carl Icahn, der ellers har arbejdet målrettet mod at afsætte hele den nuværende Yahoo-bestyrelse.
Med aftalen frafalder Carl Icahn kravet. Til gengæld får han plads i den nuværende Yahoo-bestyrelse, der dermed bliver udvidet fra 10 til 11 medlemmer.
Af disse er de otte på genvalg til Yahoos kommende generalforsamling, mens de resterede to pladser går til to personer, som vil blive anbefalet af Carl Icahn.
Til gengæld for pladserne i Yahoo-bestyrelsen dropper Carl Icahn - som du kan læse et portræt af her - sine bestræbelser på at kuppe Yahoo-bestyrelsen, der blandt andre tæller den udskældte stifter Jerry Yang, som Carl Icahn ellers har overvejet at sætte helt på porten.
Han har nemlig gode erfaringer med at få aktiekurserne til at stige ved at sætte direktøren på porten.
De otte bestyrelsesmedlemmer, der er på genvalg, er Roy Bostock, Ronald Burkle, Eric Hippeau, Vyomesh Joshi, Arthur Kern, Mary Agnes Wilderotter, Gary Wilson og Jerry Yang.
Meddelelsen om aftalen mellem Carl Icahn og Yahoo kommer netop som Yahoo ellers havde sat alle sejl i en smædekampagne mod Carl Icahn.
Mange Yahoo-aktionærer blev rasende på Jerry Yang fordi han efter deres mening kiksede muligheden for at sælge selskabets til Microsoft med fed fortjeneste.
I stedet fastholdt den nuværende bestyrelse, at Yahoo er mere værd end Microsofts tilbud. Den holdning fik et skud for boven, da Microsoft efter tre måneders bejlen trak sit tilbud. Det fik nemlig Yahoo-kursen til at styrtdykke.