Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, bekræfter, at selskabet har sporet og registreret hundredetusindevis af telefonopkald foretaget af journalister og selskabets chefer i 2005 og 2006.
Indrømmelsen kommer, efter det tyske magasin Der Spiegel lørdag afslørede affæren.
Dog afviser Deutsche Telekom Der Spiegels beskyldninger om, at det firma, som teleselskabet hyrede til overvågningen, ligefrem aflyttede samtalerne mellem journalister og chefer.
Der har alene været tale om logning af samtale-oplysningerne, lyder det fra selskabet, der bekræfter, at det ligger inde med oplysninger om hvem, der har telefoneret, til hvem og hvornår.
Historiske operationer
Ifølge Der Spiegel kaldte Deutsche Telekom lognings-kampagnen for 'Operation Clipper' (navnet på britisk operation under 2. Verdenskrig, red.) og 'Operation Rheingold' (Rhringuldet, en del af Wagner-operaen Niebelungens Ring, red.). Kampagnen blev sat i gang for at identificere det sted, hvorfra der sivede fortrolige oplysninger om Deutsche Telekoms finansielle situation ud til pressen.
Selskabets øverste chef, Rene Obermann, siger, at statsanklageren og et advokatfirma nu er i gang med at undersøge sagen, som fandt sted, inden han overtog tømmerne i selskabet.
Sagen minder meget om den affære, der i 2006 trak Hewlett-Packard gennem sølet og kostede daværende bestyrelsesformand Patricia Dunn jobbet.
Også HP-sagen blev igangsat på grund af mistanke om en højtstående læk i selskabet, hvorfra der sivede oplysninger ud til pressen.
Også HP hyrede et eksternt firma til at spionere på selskabets ledelse.