It-serviceleverandøren NNIT, der er ejet af Novo Nordisk, skal levere den næste udgave af borgerportalen borger.dk.
IT- og Telestyrelsen har dermed valgt at fortsætte samarbejdet med NNIT, der også stod for udviklingen af det nuværende borger.dk.
Aftalen om videreudvikling af det nye borger.dk, der går i luften 20. oktober i år, sikrer NNIT et tocifret millionbeløb.
Derudover har NNIT også budt på videreudvikling og drift af borgerportalen efter 20. oktober.
En aftale, der kan sikre NNIT yderligere 40 til 80 millioner kroner, hvis selskabet vinder det igangværende udbud.
"Vi har arbejdet målrettet på at få fodfæste på markedet for offentlig it, og vi ser aftalen som det endelige gennembrud," siger salgschef for den offentlige sektor hos NNIT, Lars Andersen.
Én fælles indgang fra hver sin side
Når det nye borger.dk efter planen, som videnskabsminister Helge Sander løftede sløret for tidligere på året, går i luften den 20. oktober, bliver det med en personaliseret indgang via en Min Side.
Det vil sige, at man med sin digitale signatur får én samlet indgang til egne data og selvbetjeningsmuligheder.
Det er også planen, at borger.dk skal fungere som samlet indgang til alle offentlige webservices.
Det betyder, at NNIT skal udvikle snitflader, der sætter alle offentlige myndigheder i stand til at stille deres selvbetjeningsservices og data til rådighed via portalen.
Ifølge regeringens digitaliseringsstrategi skal det være en realitet senest i 2012.
"Talrige undersøgelser viser, at vi ikke når det fulde potentiale for anvendelsen af offentlige services, fordi borgerne ikke ved, hvad der er på internettet," siger Lars Andersen.
"Når de samme undersøgelser viser, at borgerne rent faktisk er interesserede i at bruge offentlige services via internettet, må vi forvente, at alene det at samle adgangen til tjenesterne et sted vil øge kendskabet og dermed anvendelsen."
Videreudviklingen af borgerportalen finder sted på en MS Office SharePoint Server og integrationen til services hos offentlige myndigheder baseres på Den Digitale Taskforces integrationsmodel.