I hvervet som headhunter i it-branchen igennem 10 år har jeg mødt utrolig mange spændende og ikke mindst kompetente mennesker, og jeg bliver nok aldrig træt af mysteriet om mennesket og dets drivkræfter. ´
Det er slående, hvilken effekt og hvilket ansvar ledere har, og i hvor høj grad medarbejdere skifter job på grund af utilfredshed med deres chef.
Igennem tre år har jeg systematisk spurgt mange af de kandidater, som har været igennem rekrutterings- og/eller assessment-forløb, om de havde et lederforbillede og måske endda et karismatisk lederforbillede.
Vi har nok alle oplevet ledere som betog os, fyldte hele rummet, fængslede os og skabte en fantastisk energi.
Mysteriet er, hvad gør disse mennesker?
Kan du nævne fem?
Hvis man skal definere, hvad karisma er, dukker ord op som personlig magnetisme, ekstraordinær udstråling, fascination eller ligefrem hypnotiske egenskaber.
Jeg vil gerne udfordre dig og bede dig tænke over og nævne fem personer, som du i din karriere har mødt i it-branchen, og som du vil betegne som “karismatiske lederforbilleder.
Hvis du kan nævne fem, hører jeg gerne fra dig.
Efter disse tre år må jeg desværre konstatere, at det rent faktisk er under 15 procent, som i it-branchen har udtalte lederforbilleder.
Oftest selekterer eller plukker de adspurgte i personlige og faglige kompetencer fra ledere, som de har mødt i deres karriere og sammensætter disse positive fragmenter til deres lederforbilleder.
De under 15 procent adspurgte, som har kunnet navngive ledere, de synes har været karismatiske lederforbilleder, har så desværre oftest givet eksempler, som ligger uden for it-branchen.
FORTSÆTTES
Her de vigtigste kompetencer som leder
Men mønstret er tydeligt, at hvis lederen udviser kyndig forretnings- og markedsforståelse og kombinerer dette med også at udtrykke og udleve deres sociale kompetencer, har det en udslagsgivende effekt – outputtet bliver et karismatisk lederforbillede.
I Deloittes “IT barometer 2007 – Tendenser i IT-branchen” er it-topchefer blevet spurgt om deres syn på de vigtigste kompetencer som leder.
Kun 7-10 procent af topcheferne mener, det er vigtigt at være karismatisk og synlig.
Taget i betragtning, at it-branchen har store problemer med at tiltrække de unge, og at en af hovedårsagerne til, at man skifter job, er chefen, så synes jeg, det står lidt skidt til.
Vi har mange dygtige chefer i it-branchen, og min opfordring er, at vores ledere begynder at fokusere på, hvad der vil gøre dem til forbilleder og måske endda karismatiske.
Jeg vil påstå, at man kan opdage og træne sit “karisma-potentiale” og udvikle disse kompetencer.
Vi har brug for flere lederforbilleder både mænd og kvinder, som udstråler personlig indlevelse og passion, også i det offentlige rum, så de unge har nogen at stræbe efter og spejle sig i.
Mange tror, at succes giver karisma, det er ikke korrekt.
Det er karisma som giver succes.
Derfor ser vi også utallige eksempler på chefernes afgørende betydning for en virksomheds succes eller nedgang.
Et pludseligt skift eller ændring i en virksomheds ledelseskultur kan have afgørende effekt på medarbejderes loyalitet og dermed resultat på bundlinjen.
Jannie Kluge er stifter af Kluge & Partners A/S, The Nordic Search Company.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.