Tilbage til artiklen Her er Danmarks bedste netbutikker
Så skulle det være slået fast. Netbrugere kan ikke stå for billige hotelophold i Videbæk, Prag, Oslo, Harzen eller lignende rejsemål i Europa.
Danmarks største udbyder af kør selv-ferier, DTF travel, er en sand brugermagnet på nettet. Det afspejler sig også i årets brugerpris, hvor selskabet igen vandt ved at have størst opbakning blandt de 42.000 netbrugere, der har afgivet deres stemme i konkurrencen.
Dermed har sidste års vinder atter sat sig på tronen som det netsted, der har flest stemmelystne brugere. Og som sidste år var det Trendsales.dk, som tog andenpladsen.
Stik imod god praksis
I opløbet om brugerprisen deltog flere websites med egentlige communities og meget stor grad af brugerinvolvering, men den slags har DTF travel ikke noget af.
Til gengæld har sitet mange medlemmer, og mange af dem er åbenbart godt tilfredse.
På dtf-travel.dk har omkring 600.000 personer valgt at melde sig ind i DTF Club, der giver adgang til forskellige konkurrencer og rejseauktioner samt adgang til tilbudsmails. To gange om ugen ryger 500.000 mails af sted til de tilbudshungrende medlemmer.
”Det er stik imod det, man siger er god praksis i branchen, men vi oplever, at hvis vi ikke sender dem ud, eller de er forsinkede, så ringer folk til kundecentret. Folk er glade for at få de her tilbud,” siger Morten Brøndal Mörck, der er marketingdirektør i DTF travel. Det er ham, der har ansvaret for virksomhedens website.
Fortsættes...
Kundekontakten er vigtig
DTF travel har siden 1991 opnået lave priser ved at booke sig ind på hotelværelser, der ellers ville have stået tomme.
Selv om der ikke er nogen direkte brugerkommunikation på DTF travels site, er der alligevel stor fokus på at høre brugernes meninger. Det klares bare gennem mere traditionelle kanaler.
”Alle de rejsende, vi har haft ude, får et online-spørgeskema, hvor vi spørger, hvordan deres oplevelse har været, og vi har dialog med et brugerpanel, vi spørger om forskellige ting,” siger Morten Brøndal Mörck.
På trods af, hvad man i disse moderne tider måske kunne opfatte som en mangel på web 2.0-elementer, tjekker det typiske DTF Club-medlem siden et par gange om ugen.
”Vores medlemmer kan simpelthen godt lide at besøge sitet, fordi vi sørger for at have en række fastholdelsesaktiviteter for dem. Vi har rejseauktioner, last minute-tilbud for medlemmer og konkurrencer. Selv om der ikke er sådan en dag til dag-dialog, sørger vi hele tiden for, at der sker noget for medlemmerne,” siger Morten Brøndal Mörck.
En konkurrence, der kun gælder for plusmedlemmer, er udlodningen af 1.000 kroner, der finder sted hver dag. Det koster 100 kroner at være plusmedlem i et halvt år, og den mulighed har 90.000 mennesker ikke kunnet modstå.
Plusmedlemskabet giver desuden adgang til de allerbilligste rejser, som gratisterne må undvære.
Noget at lokke med
Indholdet på dtf-travel.dk diskuteres hver dag. Klokken 8.30 mødes Morten Brøndal Mörck med sine nøglemedarbejdere for at diskutere, om den foregående dags salg er gået efter forventning, og om der er regnvejr på vej. Indholdet på siden bliver så tilpasset løbende.
Ekstra gang i sommerannoncerne ved dårligt vejr er det oplagte eksempel.
Fortsættes...
Tilfredse netbrugere
”Vi foretager selvfølgelig en planlægning, så vi har en forventning til, hvad vi skal gøre i en given uge, men vi tager stilling til det hver dag. Hvis salget er svigtet tre dage i træk, skal vi jo ikke vente en uge, før vi reagerer,” siger marketingdirektøren.
Godt halvdelen af selskabets salg foregår via hjemmesiden. Resten bestilles over telefonen i kundecentret. DTF travel har ingen butikker.
Ud over at sørge for, at brugerne bliver præsenteret for de rigtige rejsemål på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt, er selve sidens design også en vigtig byggesten i DTF travels succes, mener marketingdirektøren. Noget, der også afspejler sig i en nominering til årets Webchamp i kategorien Forståelighed.
”Der er ingen tvivl om, at vores site er overskueligt og nemt at finde ud af. Folk kan finde rundt, og det er alfa og omega på nettet,” siger Morten Brøndal Mörck.
Glade nethjerter
I sidste ende tror han dog ikke, at formlen på succes i brugerkonkurrencen er så kompliceret, at der skal bruges to sider på at forklare den.
”Jeg tror, at det, der giver os stemmer, er at folk kan lide vores produkt og at handle med os,” lyder det enkle bud fra marketingdirektøren.
”Når folk er tilfredse, kommer de meget ofte tilbage. Kunderne oplever, at der er rigtig god overensstemmelse mellem pris og kvalitet på vores produkt,” siger han.
Det – og muligheden for at bede 500.000 mennesker om at stemme i en mail – har for anden gang sikret DTF travel fra Hjørring de rejselystne danske nethjerter.
Tilbage til artiklen Her er Danmarks bedste netbutikker