Verdens største it-selskab, Hewlett-Packard, skærer voldsomt ned på antallet af udviklingsprojekter under selskabets udviklingsdivision, HP Labs.
Fremover skal Hewlett-Packards udviklingsafdeling fokusere på 20-30 store og tunge projekter fremfor som i dag omkring 150 mindre udviklingsprojekter, lyder det fra Prith Banerjee, der står i spidsen for HP Labs, til Financial Times.
Økonomisk vil selskabet fremover pumpe samme beløb ind i de 20-30 projekter, som det i dag bekoster på de 150 projekter, hedder det.
”Ressourcerne er de samme. Vi omdirigerer ressourcerne til færre, men større, projekter,” siger Prith Banerjee til avisen.
Flere projekter over rampen
Ifølge Hewlett-Packard sigter den markante reducering af forskningsprojekter mod at balancere behovet for indledende udviklingsarbejde og et ønske om at nedbringe den tid, som et udviklingsprojekt er undervejs fra ide til salg, til en mere ligevægtig form.
”Disse skridt vil styrke Labs og vil hjælpe med til at sikre, at HP er fokuseret på banebrydende udvikling, der sigter mod kundernes behov,” lyder det fra topchef Mark Hurd.
HP Labs med 600 ansatte i USA, Kina, Indien, Japan, Rusland, Israel og Storbrittanien er et af teknologi-verdenens ældre udviklingsafdelinger i privat regi.
Afdelingen har ifølge Financial Times stået bag verdens første avancerede lommeregner samt inkjet-teknologien. Plus mange andre ting.