IT-Branchens regelsæt skal efterses og opdateres, så der fremover både kan anlægges en juridisk og en etisk synsvinkel på sagerne.
Det var konklusionen på det møde, der tirsdag blev afholdt i brancheforeningen mellem distributørudvalget og foreningens ledelse.
Derimod får medlemmerne af brancheforeningens distributørudvalg intet ud af deres bestræbelser på at få kollega Peer Kølendorf til i det mindste at opgive sin plads i foreningens hovedbestyrelse.
"Jeg er sikker på, at jeg er på samme linje som flertallet af udvalgets medlemmer, der synes, at det er en rigtig dårlig idé, at han (Peer Kølendorf, red.) har noget som helst at gøre med reklameposter i foreningen," har Kjeld Willert, administrerende direktør for softwareforhandleren Norsoft, tidligere sagt til Computerworld.
Rosenmeier trak sig
Sagen om Peer Kølendorfs habilitet fik for en tid siden sågar it-distributør Jørn Rosenmeier til at trække sig fra IT-Branchen i protest.
Baggrunden for mødet i går og de kommende ændringer af IT-Branchens regler er, at flertallet af medlemmerne af ITB's distributørudvalg er utilfredse med, at Peer Kølendorf nægter at trække sig fra sine tillidsposter i foreningen.
Det ønske har en enig hovedbestyrelse tidligere fastslået, at der ikke er grundlag for.
Mener formanden
Flere medlemmer - heriblandt formanden Ole Eklund - mener, at Kølendorf bør trække sig, fordi han ejede brokervirksomheden Comitel, da selskabets direktør blev anklaget og dømt for momssvindel til 140 millioner kroner i sagen, der fik navnet Gul Feber.
"Sagen er for længst afsluttet, og jeg anede ikke, at der foregik noget ulovligt og er aldrig blevet hverken sigtet eller dømt i sagen. Den mistænkeliggørelse, jeg er udsat for fra distributørudvalgets side, er urimelig," siger Peer Kølendorf.
Han mener, at der helt klart er nogle af medlemmerne i distributørudvalget, der gerne så hans afgang om ikke for andet, så for at mindske konkurrencen.
FORTSÆTTES
Du var da tæt på sagen, Kølendorf
Mange mener, at Kølendorf simpelthen var så tæt på sagens kerne, at han af alene af etiske årsager bør trække sig fra sine tillidsposter.
Computerworld: Du er hverken sigtet eller dømt, men du ejede ikke desto mindre Comitel, da virksomhedens direktør i sin tid blev dømt for momssvindel.
"Det er rigtigt, men en bankdirektør der sidder i Finansrådet viger jo heller ikke sin plads, fordi en direktør for en af bankens filialer har begået svindel," siger Peer Kølendorf.
Han understreger, at de regelændringer, der kommer, ikke specielt har noget at gøre med Comitel-sagen, men snarere det, at reglerne er gamle og utidssvarende og trænger til at blive set efter i sømmene.
Videre mener Kølendorf, at det også er værd at lægge mærke til, at medlemmerne af ITB's distributørudvalg består af medlemmer, der rent principielt er imod parallelimport og salg af uoriginale ting.
"Mange siger fy da, men der findes masser af lovlige kopier – se bare medicinalbranchen," siger Kølendorf.
Han mener, at det bør være en overordnet foreningssag at hindre al form for svindel deriblandt skattesnyd og momskarruseller.
Nu lukker vi sagen
I en pressemeddelelse fra distributørudvalget står der blandt andet:
"Nu lukker vi Comitel-sagen internt og ser fremad, og distributørudvalget vil såvel i udvalgsarbejde som i hovedbestyrelse sætte sit præg på den kommende revision af det interne regelsæt."
I øvrigt finder både distributørudvalget og ITB's bestyrelse "anledning til at understrege behovet for at bekæmpe momssvindel og momskarruseller."
IT-Branchens hovedbestyrelse har altså på den baggrund sat gang i en revision af de interne regelsæt.
Revisionen af reglerne bliver et af punkterne på brancheforeningens generalforsamling senere i denne måned. Så vil det vise sig, om der trods alle bestræbelser på at lukke sagen, stadig er krudt nok i den til endnu en lille eksplosion.