Briterne kan fremover se udvalgte tv-programmer fra public service-kanalen BBC gennem Apples digitale butik i iTunes. Det skriver Reuters.
De udvalgte programmer, der bliver tilgængelige i onlinebutikken, kan købes for 1,89 engelske pund per episode eller lige godt en rund dansk tyver.
Aftalen med BBC er Apples første med en britisk tv-kanal.
Programmerne kan ses på pc, Mac, iPod Video, iPhone eller gennem Apple TV.
Kan hentes helt gratis
BBC udtaler i en pressemeddelelse, at aftalen med Apple er et led i stationens ambition om at være til stede via så mange distributionskanaler som muligt.
Før programmerne bliver tilgængelige via iTunes, vil de dog kunne hentes helt gratis i en uge efter, de har været vist på tv, via BBC's egen medieafspiller, iPlayer.
Netop den har allerede vist sig umådelig populær. I de første 14 dage efter lanceringen omkring jul sidste år blev der nemlig streamet eller downloadet hele 3,5 millioner programmer fra tjenesten.