Pilottesten af det smartcard-baserede Rejsekort er i fuld gang efter forsinkelser og tekniske vanskeligheder, men problemer er der stadig.
Det digitale kort har ifølge en af brugerne svært ved at beslutte sig for, hvad en rejse koster.
"Prisen svinger noget," fortæller Leif Kildeby Nielsen, der er en af de omkring 50 testpendlere, som Rejsekort A/S har udstyret med et kort.
"Nogle gange koster turen fra Tølløse til Roskilde 10 kroner, og andre gange koster den 20 kroner. Nogle gange kan det virke, som om det har noget med tidspunktet at gøre, men det kan jo ikke passe," siger pendleren.
Virker ikke altid
Udover de svingende priser har Rejsekort-løsningen heller ikke været udpræget stabil.
"Ind imellem virker Rejsekortet kun den ene vej, og når det ikke virker, når jeg skal tjekke ud, trækker systemet automatisk 50 kroner på kortet. Så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse at bruge Rejsekort," siger Leif Kildeby Nielsen.
Dertil kommer, at kortet ifølge Leif Kildeby Nielsen overhovedet ikke virkede fra den 14. til den 19. december sidste år.
Nemt og overskueligt
Rejsekortet er et lille chipbaseret plastickort, hvorpå der er indsat et beløb.
Inden man stiger på bussen eller toget, skal man registrere sig ved at vifte kortet foran en stander på stationen. Når rejsen slutter, gør man det samme igen, og så beregner systemet, hvor meget turen har kostet og trækker beløbet på kortet.
Formålet er at gøre rejser gennem flere takstzoner og med forskellige transportmidler lettere og mere overskuelig for passagererne. Systemet skulle have startet testkørslerne sidste sommer, men testen blev udskudt i fem måneder.
I december gik startskuddet for en omfattende test af Rejsekortet, men ambitionerne blev hurtigt sænket markant.
Eksempelvis er den oprindelige teststrækning fra Taastrup til Holbæk blevet indskrænket til Roskilde-Tølløse. Og antallet af buslinjer er reduceret fra 21 til én, der endnu ikke er koblet på systemet.