Artikel top billede

Det er ikke acceptabelt at overlade driften af et nyt it-sikkerhedsråd til en privat forening, mener Enhedslisten.

EL: Dansk IT skal ikke stå for it-sikkerheden

Det it-sikkerhedsråd, som Mærsk-boss Kim Aarenstrup er formand for, skal ikke stå for driften af et nyt kommende it-sikkerhedsråd. Det er ikke tilstrækkeligt uafhængigt, mener Enhedslisten.

Debatten om hvilket it-sikkerhedsråd, der skal erstatte videnskabsminister Helge Sanders it-sikkerhedspanel, hvis kommisorium udløb 31. december 2007, kører for fuld styrke.

Nu melder Enhedslisten ud, at it-sikkerhedsrådet under Dansk IT med it-sikkerhedschefen fra A.P. Møller - Mærsk Kim Aarenstrup i spidsen, ikke skal stå for driften af det nye råd.

"Enhedslisten har hele tiden ment, at IT-sikkerhedsrådet bør være politisk uafhængigt og have sit eget sekretariat. Det betyder også, at det ikke er acceptabelt at overlade driften til en privat forening. IT-sikkerhedsrådet skal også være uafhængigt af private økonomiske interesser," siger it-ordfører Per Clausen fra Enhedslisten.

Mærsk-mand i marken

Tidligere har Kim Aarenstrup fra det ellers knap så åbenmundede rederi A.P. Møller - Mærsk, i flere omgange her på Computerworld luftet sine tanker om, hvordan det nye råd skal se ud.

It-sikkerhedschefen afviste i første omgang, at det nye råd skulle skulle være i statsligt regi.

Men efter it-sikkerhedschefer fra LEGO, GN og TDC fremhævede, at de skam gerne så et statsligt finansieret råd, slog it-chefen på tromme for at rådet under DANSK IT var et godt eksempel på, hvordan et fremtidigt råd kunne skrues sammen.

Det pågældende råd, hvor han er formand, eller lignende råd kunne blot modtage den finansielle statslige støtte.

Pointen er, at det kommende råd skal være helt uafhængigt i modsætning til tidligere statsligt finansierede it-råd.

I praksis

Men selv om flere lader til at være enige om, at det nye råd skal være uafhængigt og have selstændigt sekretariat, lader det til, at der fortsat er mindre enighed om, hvordan et sådant råd i praksis vil komme til at se ud.

Enhedslisten Per Clausen peger på, at Rådet for Større Færdselssikkerhed kunne være et forbillede.

"Jeg synes, det ville være en god idé, hvis vi lader os inspirere af Rådet for Større Færdselssikkerhed," siger Per Clausen.

Han er her på linje med IT Security Director Karsten Østnæs Rosgaard fra GN ReSound, som mandag overfor Computerworld gav udtryk for, at den store udfordring er at komme ud i hele samfundet, og at man i den forbindelse kunne overveje samme struktur som i Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Per Clausen er samtidig overbevist om, at videnskabsminister Helge Sander også er klar til at lave et politisk uafhængigt it-sikkerhedsråd.

"På baggrund af ministerens udtalelser i forbindelse med diskussionen af vores beslutningsforslag om et IT-sikkerhedsråd og de øvrge partiers holdning, er jeg da også sikker på, at vi får et sådant IT-sikkerhedsråd. Ellers må vi tag endnu en runde i folketinget," siger ordføreren.

SF på linje

Også hos SF er it-ordfører Hanne Agersnap tøvende med at lade kommercielle interesser indgå i det nye råd.

"Umiddelbart kan jeg ikke se nogle fordele ved at kommercielle interesser er repræsenteret i et eventuelt råd. Hvis et statsligt råd ikke fungerer, må vi få det til at fungere," siger hun.

Hanne Agersnap understreger dog, at hun ikke har fulgt hele debatten, da hun er på rejse med Folketingets udenrigsudvalg.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere