Artikel top billede

Telenor og TDC får eneret på dansk stats-telefoni

Telenor og TDC er udvalgt som de eneste leverandører af tele- og dataydelser til staten til en værdi af op til 1,2 milliarder kroner de næste to år. "Uheldigt," mener IT-Branchen.

Staten har lagt telekontrakter til en samlet værdi på mellem 900 millioner kroner og 1,2 milliarder kroner over de næste to år i hænderne på Telenor og TDC.

De to selskaber stod således som vinderne, da kontrakterne i anden fase af statens indkøbsprogram blev offentliggjort fredag.

Norske Telenor sikrede sig via datterselskabet Sonofon den mest lukrative tele- og datakontrakt med staten.

Op til 650 millioner kroner

Den vedrører telefonitjenester, og den er ifølge udbudsbekendtgørelsen mellem 550 millioner og 650 millioner kroner værd over de næste to år.

En kontrakt på hjemmearbejdspladser til statsansatte til en værdi mellem 150 og 250 millioner kroner gik også til Telenor gennem datterselskabet Cybercity.

Endelig var der også lidt til TDC, da selskabet løb med kontrakten på datakommunikation (Wan-forbindelser) med en ramme på mellem 200 og 300 millioner kroner

Indkøbsaftalerne er forpligtende for staten, mens selvejende institutioner og kommuner frivilligt kan tilmelde sig én eller flere af statens indkøbsaftaler. Kontrakterne træder i kraft ved årsskiftet.

IT-Branchen: Det er uheldigt
Staten er tidligere blevet kritiseret voldsomt af blandt andre brancheforeningen IT-Branchen for sine store it-udbud.

Modellen sikrede i fjor enkelte leverandører meget store og lukrative ordrer, og IT-Branchen og andre kritikere frygtede, at det ville skævvride markedet og presse mindre leverandører ud.

I anden installation af statens indkøbsaftaler på hardwareområdet har man tilsyneladende lyttet til de kritiske røster, da der ikke – som det var tilfældet med statens kontrakter på multifunktionsmaskiner og printere i fjor – blev valgt en enkelt leverandør.

Meget bedre forhold

Administrerende direktør Jakob Lyngsø fra IT-Branchen mener, at forholdene er blevet meget bedre, og at branchen har etableret et godt samarbejde med finansministeriet, der sikrer it-selskaberne fair konkurrencevilkår.

Staten har således indgået kontrakter med tre selskaber på hardwareområderne servere, storage og computere.

Men på telekontrakterne har staten igen kun valgt en leverandør.

"Det er uheldigt," siger Jakob Lyngsø.

Telia: Det er kortsigtet
Hos Telenor og TDC's største konkurrent i Danmark, Telia, kan kommunikationsdirektør Anders Monrad Rendtorff både se fordele og ulemper ved den måde, staten har skruet kontrakterne sammen på.

"På den korte bane er det helt sikkert godt for staten og dermed os alle sammen. De får nogle standardiserede løsninger til en fornuftig pris, men på lang sigt er der en række besværligheder," siger han.

Han peger eksempelvis på, at statens metode med en enkelt leverandør ikke ligefrem fremmer konkurrencen.

Samtidig vil fremgangsmåden ikke medvirke til at skabe den dynamik og lyst til at udvikle alternative teleydelser, som skal sikre Danmarks en fortsat position som en af verdens førende it-nationer.

Teleanalytiker: Staten gør det rigtige
Teleanalytiker Torben Rune fra rådgivningsvirksomheden Netplan mener derimod, at staten har gjort det helt rigtige.

"Det kan godt være, at der er en række leverandører, der i øjeblikket føler sig forbigået, men sådan vil det altid være. Hvis staten skal opnå den gode pris og den store besparelse, så er der fin logik i fremgangsmåden" siger han.

Han fremhæver, at staten eksempelvis ville gå glip af store besparelser, hvis de enkelte statsinstitutioner frit kunne vælge mellem en to-tre teleleverandører.

En meget stor del af besparelsen opstår nemlig, når alle institutioner bruger den samme udbyder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere