Computerworld News Service: På en pressekonference i Tokyo luftede Michael Dell muligheden for, at Dell vil foretage flere opkøb, da han havde fortalt om sit syn på de mange opkøb på pc-markedet.
"Jeg tror, at hastigheden, hvormed firmaer sammenlægges, vil øges. Det er til de store firmaers fordel, især nu, da en del af væksten skal ske i udviklingslandene. I den seneste to år, har Dell opkøbt fem virksomheder. To der sælger til privatkunder, en softwareproducent og to servicevirksomheder. Det har alle været relativ små virksomheder, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis omfanget og takten øges," sagde Michael Dell.
Han tilføjede, at hans firma så på Gateway, da det var til salg, men besluttede ikke at købe.
Michael Dell var i Tokyo for at præsentere firmaets "simplify IT"-program, der har som mål, at nedbringe firmaernes it-omkostninger, selvom de bruger flere penge på nye computere og servere.
Han anslog, at 70 procent af de japanske virksomheders it-omkostninger i det kommende år vil være relateret til vedligeholdelse af gamle systemer samt management; kun 30 procent vil blive brugt til indkøb af hardware.
"Vi bliver nødt til at vende dette 30-70-forhold om," sagde han.
Slut med direkte salg
På privatkundesiden er Dell begyndt at sælge deres computere gennem forhandlere. Det er et brud på deres politik om direkte salg. For tiden sælges Dells computere af en snes forhandlere, men flere er på vej, sagde Dell.
"De skridt vi har taget sammen med partnerne, er bare små skridt. Så jeg tror, at i løbet af et år eller to, vil alle betydningsfulde lande så som Japan, Korea, Kina, Indien, USA, Frankrig, Rusland og andre, have lokale Dell-partnere, der giver kunderne mulighed for at købe en computer hos en forhandler. Vi vil gøre vores produkter tilgængelige flere steder," sagde han.
Fremover vil Dell producere flere nye x86-baserede produkter. Produkterne, som han ikke nævnte detaljer om, vil få "en gennembrydende performance og kraft, sammenlignet med konkurrerende produkter".
Oversat af Bo Madsen.