IBM får patent på checkbox
IBM har fået et patent, der relaterer sig til checkboks-funktionalitet. Det er ikke selve checkboksen som IBM har fået patent på. Det er en måde at skifte status på checkbokse, som det amerikanske patentkontor har udstedt patent på. Opfindelsen gør det muligt at skifte status i en checkboks ved hjælp af klik-og-træk. Hvis man klikker på en checkboks og efterfølgende trækker cursoren henover andre checkbokse, vil de også skifte status.
Microsoft er Danmarks bedste it-arbejdsplads
Microsoft er klart den mest attraktive it-arbejdsplads i Danmark. Det viser en ny stor imageundersøgelse, som Version2 har foretaget. Microsoft scorer topkarakter blandt de it-professionelle i seks ud af 11 parametre. Både når det gælder løn, ledelse, kommunikation og karrieremuligheder er den danske afdeling af verdens største softwarevirksomhed, Microsoft, klart førende. ”Det er vi meget glade for og stolte af,” siger Microsofts danske direktør, Jørgen Bardenfleth. Version2s undersøgelse omfatter 110 it-virksomheder og it-afdelinger i Danmark. Som nr. 2, 3 og 4 i imageundersøgelsen af de danske it-arbejdspladser ligger NNIT, Nokia og Nykredit.