Nokia 5100 til sjov og sport

Telegiganten Nokia har lanceret en gennemtænkt mobiltelefon med farveskærm og et utal af funktioner. Nokia 5100 er en solid sag, som kan tåle at blive taget med ud i naturen. Den kan benyttes til underholdning i form af radio og spil, og den har også mere spøjse funktioner som termometer, kalorietæller og lydmåler.

Specielt design

Nokia 5100 hører ikke til de mindste eller mest diskrete telefoner, og der er delte meninger om designet. Et medlem af den ældre generation kaldte Nokia 5100 for en mobiltelefon fra Helvede, mens en yngre sportsfanatiker kaldte modellen for en Adidas-telefon - og det var vist nok positivt ment.

Sikkert er det, at telefonen er noget mere stødsikker end mange af de andre modeller, som Nokia har sendt på markedet. Den solide skal beskytter også mod støv og regndråber.

Som almindelig mobiltelefon fungerer Nokia 5100 glimrende med samme høje lydkvalitet, som man kender fra andre nyere Nokia-modeller. Der er indbygget højttaler, så man kan bruge telefonen uden at holde den op til øret, men det kræver, at der ikke er for meget støj i omgivelserne.

Telefonens taster er en tand for hårde til, at de er behagelige at trykke ned. SMS-hajer får rigeligt brug for fingerkræfterne. Knappen til at tænde og slukke er placeret øverst på telefonen, og den er meget svær at benytte.

Nokia 5100 vejer lidt over 100 gram og måler 11 x 5 x 2 centimeter. Displayet har 128 x 128 pixels og kan fremvise 4.096 forskellige farver. Når baggrundsbelysningen er tændt, står billedet klart og tydeligt.

Når man ikke har brugt Nokia 5100 i nogle sekunder, forsvinder baggrundsbelysningen, og telefonens ur dukker op som pauseskærm. Desværre er teksten på displayet nærmest ulæseligt, når man ikke har baggrundsbelysning, så man skal alligevel trykke på en tast for at finde ud af, hvad klokken er, hvis man ikke er ude i det stærke sollys.

Nokia 5100 er en tri-band telefon, der fungerer i store dele af verden. Den understøtter GPRS til overførsel af data, og der er indbygget modem, så man kan bruge telefonen til dataoverførsel til pc'en - eventuelt over en infrarød forbindelse. WAP-browseren med plads til fem linjers tekst fungerer udmærket. Nokia 5100 har ingen egentlig mail-klient, men det er muligt at sende e-mails via SMS.

Radio og Java

Nokia 5100 har indbygget stereo-radio, og lyden er ganske god. Antennen er dog ikke bedre, end at man i langt de fleste tilfælde må nøjes med mono-modtagelse, og telefonen har lidt svært ved at fastholde signalet, når man lader sig transportere.

Radioen kan indstilles til 20 faste kanaler, men så mange kan man sjældent indfange. I København lykkedes det os højst at fange syv stationer.

Det er let at skifte kanal med et klik på en lille enhed, der sidder midt på ledningen til høretelefonerne, der samtidig fungerer som headset.

Batterilevetiden er angivet til mellem to og fem timers taletid eller mellem 150 og 300 timers standby-tid. Det er jo vide rammer. Da vi testede telefonen med flittig brug af radioen, en del GPRS-data og et par almindelige opkald, holdt batteriet til 3½ døgn.

Telefonen har 725 kilobyte hukommelse i alt. Denne plads kan bruges til MMS multimediebeskeder, billeder, flerstemmige ringetoner og Java-programmer, som for eksempel kan hentes via GPRS.

Da vi var inde og kigge i Nokias online-butik "Software Market", fandt vi desværre kun de programmer, der i forvejen var installeret på telefonen, men flere kommer forhåbentlig til.

De 256 kilobyte er ledige, når telefonen leveres, men den øvrige mængde hukommelse optages af spil, ringetoner, baggrundsbilleder og et program til omregning af enheder. De tre medfølgende spil er ganske underholdende, og sortimentet af flerstemmige ringetoner er stort nok til at drive de fleste til vanvid.

Mange funktioner

Nokia 5100 er udstyret med en del funktioner, der måske nok kan være underholdende i starten, men sandsynligvis hurtigt går i glemmebogen. Med lydmåleren kan man måle omgivelsernes støjniveau i decibel, og termometeret kan vise temperaturen i Celsius eller Fahrenheit. Kalorietælleren benyttes til at beregne energiforbrug ved forskellige fysiske aktiviteter.

Hverken termometer, kalorietæller eller lydmåler skal dog tages alt for seriøs, for der er kun tale om legetøj. Man skal ikke stole på resultaterne, og termometret viser da også tit helt hen i vejret.

Nokia 5100 har tillige indbygget lommelygte i form af et par lysstærke, hvide dioder, der minder om dem, der sidder i visse cykellygter. Det er smart, når man skal finde nøglehullet om natten, eller når man vil være sikker på at blive set, når man er ude at jogge en mørk aften.

Telefonen har selvfølgelig også mere traditionelle og brugbare funktioner som kalender og opgaveliste, vækkeur, stopur og regnemaskine.

Med Nokia PC Suite, som kan hentes gratis, kan man blandt andet installere Java-programmer på telefonen direkte fra pc'en, og man kan omdanne billeder og almindelige MIDI-filer til noget, som telefonen forstår. Man kunne godt ønske sig, at USB-kablet til pc'en fulgte med, men det må man købe som ekstraudstyr. Man kan også få et kameraheadset og skaller i forskellige farver som tilbehør.

Samlet virker Nokia 5100 godt gennemtænkt og velfungerende. Der er kun ganske få detaljer, man kan brokke sig over. En af dem er prisen på omkring 3.000 kroner - det er nok lige i overkanten. Hvis man er ude efter en solid mobiltelefon, der kan tåle en tur i naturen, og man ikke er specielt interesseret i Bluetooth, indbygget kamera og MP3-afspiller, er Nokia 5100 et ganske godt bud.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere