Flere kunder hos IP-telefoniselskabet V2tel er i disse dage rasende og stiller sig helt uforstående over for selskabets kundeservice.
Kunderne føler, at de er blevet opsagt flere måneder eller år før tid, fordi de ikke ville forlænge kontrakten med V2tel med yderligere tre et halvt år.
Det sker, efter at selskabet har "investeret adskillige millioner i at udbygge og forbedre virksomhedens produkter," som V2tel skriver i et brev til kunderne.
Blandt forbedringerne tæller etableringen af en ny platform til IP-telefoni.
"Vi tegnede kontrakt med V2tel for et år siden på over 50 telefoner, og nu er vi blevet opsagt fra 1. august. Det er halvandet år før tid, og opsigelsen skyldes, at vi ikke vil opgradere til deres nye platform," siger Morten Ørtved fra landinspektørfirmaet Nelleman og Bjørnkjær.
Regnede ikke med nye krav
Han forklarer, at Nelleman og Bjørnkjær i løbet af et år har tabt flere kunder og oplevet utallige frustrationer over V2tels service, hvor kunder enten ikke har været i stand til at komme igennem til firmaet, eller hvor samtalekvaliteten simpelthen har været for ringe.
Derfor blev han glad, da V2tel besluttede at opgradere til en mere professionel IP-platform fra Broadsoft.
"Men der står ingen steder i kontrakten, at vi skal betale for sådan en opgradering. Vi så det som en naturlig opdatering af kundeservicen og ikke, at det kostede flere års forlængelse af kontrakten," siger Morten Ørtved.
Overvejer retssag
Efter opsigelsen den 1. august står IP-telefonerne på landinspektørfirmaet derfor til ingen verdens nytte.
"Det er jo frustrerende, når apparaterne koster 35.000 kroner om året at have stående. Derfor er det mest fornuftige at skifte til et andet ip-selskab, hvor vi kan benytte de samme telefoner. Men der er stor skepsis til IP-telefoni efter vores oplevelser i denne omgang," siger Morten Ørtved.
Han har undersøgt markedet, men mangler endnu at beslutte sig for en ny tele-leverandør.
Besværligheder med nummer-porteringer
Flere kilder bekræfter over for Computerworld, at de er blevet opsagt, fordi de ikke har ønsket opdateringen til den nye platform.
Men de ønsker ikke at stå frem i pressen, fordi de frygter, at deres numre ikke kan porteres til nye telefonselskaber, hvis V2tel får kendskab til deres kritik.
Dog vil Flemming Olesen fra Martin Guld Fotografi gerne stå frem, selvom han kæmper med at få porteret sine numre fra V2tel til IP Danmark.
"Der var simpelthen for mange tekniske problemer, og nu ligger sagen mellem de to ip-selskaber. Jeg kan heller ikke rigtig gennemskue, hvorfor jeg oven i købet får en opsigelse fra selskabet," fortæller han.
Opsigelse er en del af kontrakten
Men opsigelsen har salgsdirektør Mikkel Vibits fra V2tel en forklaring på.
"Opsigelsen skyldes simpelthen, at vi i kontrakten har en passus, hvor vi kan opsige kunder med tre måneders varsel, ligesom de kan opsige os med tre måneders varsel. Og det har vi altså nu benyttet os af," udtaler han.
Han forklarer, at det drejer sig om en misforståelse, hvis nogle kunder tror, at de ikke kan få porteret deres numre eller skal bindes i yderligere tre et halvt år.
"Selvfølgelig porterer vi numre. Det skal vi jo gøre. Og med hensyn til bindingen, så har vi været i tæt kontakt med alle vores kunder, der har fået tilbudt en livslang licens. Det har to procent af kunderne så valgt at takke nej til," siger Mikkel Vibits.
At nogen siger nej tak, skyldes ifølge salgsdirektøren en ny prisstruktur, der i visse tilfælde gør abonnementerne dyrere end på den gamle platform.
V2tel i gang med forbedringer
Lige nu er V2tel i gang med at implementere den nye IP-platform fra Broadsoft. Og under implementeringen har selskabet haft visse tekniske problemer.
"I morges var vi nede i halvanden time, hvilket gjorde, at kunderne ikke kunne ringe ud," siger Mikkel Vibits.
Han fortæller dog, at den nye platform er implementeret om tre til fire uger. Og indtil videre tager selskabet derfor kritikken med ro.
"I takt med vi får flere kunder, får vi også flere utilfredse kunder, ligesom vi får flere tilfredse kunder," siger Mikkel Vibits.