Nyhed
På Lucent Technologies' forskningsafdeling Bell Labs har ingeniørerne fremstillet prototyper af et par chips, som kan sikre meget høje hastigheder for overførsel af data over mobiltelefoner. Teknologien har fået det smarte navn BLAST, der står for Bell Labs Layered Space-Time.
BLAST benytter flere antenner for at opnå den høje hastighed. De data, der skal overføres, deles op i flere portioner, som transmitteres via hver sin antenne. På samme måde bliver data opfanget af adskillige antenner.
I laboratoriet nåede hastigheden op på 19,2 megabit i sekundet, hvor de hurtigste af de nuværende 3G-netværk ikke kan klare meget mere end 2,5 megabit i sekundet.
De to chips, en til at opfange signaler og en anden til at afkode dem, er så små, at de sagtens kan være i en mobiltelefon. Derudover bruger de ikke ret meget strøm.