Fremover bliver det muligt for potentielle børskandidater at blive noteret på børsen gennem salg af aktier via internettet.
Først med den idé var cBrain, der sidste år tog initiativ til en børsnotering baseret på selskabets egenudviklede softwareløsning.
- Siden vi gennemførte vores børsnotering gennem salg af aktier via internettet, har vi fået mange henvendelser fra virksomheder, som overvejer en introduktion på enten Københavns Fondsbørs eller Firsth North, fortæller Per Tejs Knudsen, administrerende direktør, cBrain.
Sælger som en service
Ansporet af interessen pakkede cBrain sin software på en brugervenlig facon og sælger den nu som en service til virksomheder, der ønsker at sælge aktier via nettet i forbindelse med et offentligt udbud.
- Økonomisk er det meget forskelligt, hvad det vil koste de enkelte virksomheder at bruge vores software, siger Per Tejs Knudsen.
Han tilføjer, at det som hovedregel "i hvert fald vil koste mindre end en million kroner."
Ud af busken
Per Tejs Knudsen mener, at muligheden for at bruge metoden, som cBrain selv kalder LEAN-IPO, bør kunne få mange flere mindre virksomheder ud af busken og frem til en børsnotering.
Selve produktet, cBrains aktiesalgsservice, har fået tilnavnet cTrade.dk, og på den hjemmeside kan interesserede investorer skrive sig op og blive orienteret om kommende udbud af aktier.
Cbrain vakte opsigt, da det dengang blot tre år gamle selskab i slutningen af 2005 meddelte, at det ville på børsen.
Forundringen gik ikke mindst på cBrains meget atypiske konstruktion for børsintroduktionen. Selskabet gennemførte introduktionen uden hjælp fra en investeringsbank, men med afsæt i salg af aktier til halvanden krone stykket til private investorer via internettet.
Cbrain blev det første it-selskab af en hel bølge, der i det seneste år er blevet børsnoteret. Børsnoteringerne tæller blandt andre Zepto, Notabene, Mondo, Comendo og flere andre.
Per Tejs Knudsen har tidligere ført Maconomy på fondsbørsen, da selskabet med hiv og sving blev børsnoteret lige før dotcom-bølgen bristede.