Nyhed
Sony Ericsson præsenterede tirsdag en ny lavpris-mobiltelefon, der især skal gøre sig på de store østeuropæiske markeder. Telefonen hedder T100, hvilket er faretruende tæt på navnet på Samsungs flagskib blandt mobiltelefoner, SGH-T100.
Mobiltelefonen henvender sig til unge mennesker med sit udseende, der ifølge Sony Ericsson udspringer af "skandinavisk enkelthed og minimalisme og japansk design".
T100 vejer kun 75 gram og hører til de mindste mobiltelefoner på markedet. Lav pris og størrelse betyder i dette tilfælde også et skrabet udvalg af funktioner, og T100 byder således blot på multimediebeskeder efter EMS-modellen, der understøtter billeder og lyd til en stribe mobiltelefoner - Nokias modeller undtaget.
Mobiltelefonen kan hverken sende eller modtage de mere avancerede multimediebeskeder, MMS, som mobilbranchen ellers har store forventninger til i 2003.
Den lille mobiltelefon lanceres først og fremmest i Østeuropa i løbet af fjerde kvartal, men inden nytår skulle den også været nået til Danmark, oplyser Sony Ericsson.
Sony Ericsson har foruden lavpris-telefonen også et trådløst Bluetooth-headset på 22 gram og et headset med indbygget FM-radio på trapperne i løbet af fjerde kvartal.