Den fynske batterifabrik Danionics melder alt udsolgt i den aktieemission, som firmaet for nylig udbød for at skaffe kapital til udvidelser og hjemkøb af en kinesisk batterifabrik.
De 4,6 millioner udbudte aktier blev købt af Danionics egne aktionærer til 14 kroner stykket og indbragte firmaet knap 65 millioner kroner.
Kun 0,4 procent af aktierne blev ikke tegnet under udbudet, men blev i stedet opkøbt af garantistilleren Atrium Partners og Danionics ledelse, fortæller administrerende direktør, Henning O. Jensen.
Køber halvdel i fabrik tilbage
- Det betyder, at vi nu kan komme frem i den retning og med den strategi, som vi har planlagt. Samtidig betyder det, at Nordea ikke skal ind og garantere noget, siger Henning O. Jensen.
Pengene skal først og fremmest sikre Danionics halvdelen af ejerskabet i det kinesiske datterselskab, som producerer virksomhedens lithium-polymer batterier på den kinesiske fabrik i Shenzhen nord for Hong-Kong.
Samtidig reserveres nogle af pengene for at sikre midler til vækst.
- Det første vi gør, er at købe vores aktier tilbage. Og så betaler vi det lån, som vi har taget for at kunne klare delfinansieringen i 2005 og 2006, siger Henning O. Jensen.
Tålmodige aktionærer
Når tilbagebetalingen er gennemført vil Danionics efter planen igen være helt sidestillet med den kinesiske partner i batterifabrikken i Kina, fortæller Henning O. Jensen.
- Vores aktionærer har været utroligt tålmodige og har bakket os op hen over de to vanskelige år, siger Henning O. Jensen.
Efter tredje fase nu er gennemført, er Danionics nu en virksomhed som kører, fortæller direktøren.
- Vi har en rammeordre, så de planer der er lagt kan vi nu for alvor sætte gang i. Nu kan vi endelig smøge ærmerne op, siger Henning O. Jensen.
Første batterier leveret
Tidligere på året offentliggjorde batterifirmaet at virksomheden havde indgået en rammeaftale med en endnu ikke offentliggjorte kunde, som vil aftage et større antal af firmaets lithium-polymer batterier.
I første omgang er der tale om batterier til bluetooth-enheder.
Den kinesiske fabrik leverede i oktober de første batterier, mens antallet i november rundede 40.000 styk.
I december ventes produktionen at nå omkring 120.000 batterier.
En del af pengene fra aktie emissionen skal bruges som buffer for at kunne øge produktionen hurtigt på den kinesiske fabrik hvis det viser sig nødvendigt.