Engelsk og walisisk politi er begyndt at tage fingeraftryk med mobile computere, der er lidt større end pda’er. Det skal lette arbejdet med at fange kriminelle, skriver bbc.co.uk.
Mistænkelige personer bliver pålagt at sætte fingeren på en lille glasplade på computeren, og derefter vil de kunne identificeres indenfor få minutter.
Den håndholdte computer er direkte forbundet til en database med 6,5 millioner fingeraftryk, hvorefter aftrykkene bliver matchet mod tidligere straffede personer.
På den måde får politiet blandt andet fat på folk, som gemmer sig under en falsk identitet.
Chauffører under mistanke
Det er især på chauffører, at den nye fingeraftryks-computer skal benyttes.
Som det er nu, anslår det britiske politi nemlig, at cirka 60 procent af stoppede chauffører afgiver falsk identitet.
- Den nye teknologi vil forøge hastigheden, hvormed vi kan identificere folk på gaden. Og dermed kan vi bruge mere tid på andet politiarbejde, siger sikkerheds- og politiminister Tony McNulty.
Politiet understreger desuden, at det vil formindske ubehageligheder for uskyldige ved, at disse kun bliver tilbageholdt i et kvarter på gaden frem de tidligere tre timer på politistationen, hvis lovens lange arm anser dem for under mistanke.
Metoden med fingeraftryk på computeren har indtil videre vist en præcision på omkring 94 procents genkendelse.
Politiet understreger, at fingeraftrykkene kun bruges til at identificere personer med frem for at optage og indsamle folks fingeraftryk.
Betænkelig fremgangsmåde
Men den melding huer ikke menneskerettigheds-organisationen Freedom Association.
- Man kan ikke være sikker på, at fingeraftrykkene kun vil foregå på frivillig basis, og at de ikke bliver registret, siger Mark Wallace fra organisationen.
Han frygter, at lovforslag med tiden vil gøre fingeraftrykkene tvungne.
Jurist og seniorrådgiver Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder kalder initiativet for interessant.
Men hun påpeger, at i Danmark skal kravene til normal fingeraftryk være til stede.
- Jeg kan ikke se noget problem i fremgangsmåden, hvis der er mistanke om kriminalitet, og det er nødvendigt i den konkrete sag, siger hun.
Hun understreger dog, at man ikke kan bede om aftryk fra alle og enhver.
Læs mere om dansk politis it-brug i Computerworld-avisen på fredag.