Bill Gates’ højre hånd og chef for Microsoft, Steve Ballmer, truer kommercielle Linux-distributører med retssager. Det skriver itnews.com.au.
Han anser Linux for at udnytte software-giganten Microsofts patenterede intellektuelle rettigheder.
- Vi har et et problem, der skal løses på grund af den måde, som General Public License (GPL-licensen) virker, og fordi open source Linux ikke kommer fra et firma.
Sådan lød Steve Ballmers ord fra talerstolen på en SQL-server konference i Seattle.
Kildekoden skal med
Problemstillingen i Steve Ballmers udsagn er, at GPL-licensen ikke giver Microsoft lov til sælge open source software uden at levere kildekoden med.
Men samtidigt føler Microsoft sig også udnyttet den anden vej.
- Det er et problem for vores aktionærer, at Linux benytter Microsofts patenterede intellektuelle rettigheder. Vi bruger 42 milliarder kroner på forskning og udvikling, og vores aktionærer forventer, at vi kan beskytte eller tjene penge på vores patenterede opfindelser, sagde Steve Ballmer.
Han påpegede, at firmaet skal have en passende økonomisk gevinst for sit udviklingsarbejde, og man samtidigt skal kunne sikre, at interoperabiliteten med Linux kunne opretholdes.
Steve Ballmers advarsel til Linux-distributører kommer blot få uger efter, at Microsoft har indgået et historisk samarbejde med open source distributøren Novell.
I den forbindelse sagde han, at alle andre open source-distributører end Novell skulle føle sig truet på sin forretning.
Tom snak fra Microsoft
Jesper Krogh fra Skåne Sjælland Linux Group kalder Steve Ballmers udsagn tomt, og efterlyser reelle kritikpunkter af Linux.
- Hvis Microsoft har et problem, så må de jo adressere det direkte og lægge sag an. Men Steve Ballmers udsagn kan kun tolkes som, at han prøver at true open source brugere. Det er et spørgsmål om at skabe usikkerhed fra Microsofts side, siger han.
Den ledende Linux-distributør, Red Hat, har tidligere afvist, at betale det, som firmaet kalder en ”opfindelsesskat” til Microsoft.
- Vi vil fortsætte med at samarbejde med Microsoft med hensyn til software-interoperaliteten og åbne standarder, som vi tidligere har rådet selskabet til, sagde en talsmand fra Red Hat.
Firmaet understregede samtidigt, at det ikke så nødvendigheden af samme type forhold, som Microsoft-Novell-samarbejdet.
Open source projekter som Samba har tidligere været ude med riven efter Novell, for dets samarbejde med Microsoft.
Også på organisationens weblog er der kritik af Novell.
- Novell viser en grundlæggende disrespekt for det forhold, som firmaet har til open source community’et, lød det blandt andet fra Sambas blog.