Kring Technologies åbner i Kina
Den danske virksomhed Kring Technologies etablerer sit tredje internationale udviklingscenter - denne gang i Kina. Som forberedelse til åbningen i Kina har Kring blandt andet ansat to kinesiske medarbejdere. Senest Vensu Ko, en kvindelig MBA-studerende fra Hong Kong, der i forbindelse med sin uddannelse udfører analyser af kulturforskelle mellem Kina og Danmark for Kring Global Advisory.
HP kårer og hylder partnere
Hewlett-Packard har udddelt hæder og ære til 10 distributører og forhandlere til selskabets HP Partner Award. Blandt andre blev Actebis kåret som årets distributør, Comwir som årets servicepartner og Atea-Topnordic som årets corporate- og enterprisepartner.
TDC-chefer køber op af TDC-ejers aktier
Topcheferne i TDC køber op af aktier i TDC-ejeren, Nordic Telephone Company, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse. I alt har 41 TDC-chefer købt anparter for i alt 51,5 millioner kroner. Blandt dem er både ny koncern-direktør Jens Adler og bestyrelsesformand Henning Dyremose. Jens Adler køber anparter for 10 millioner kroner, mens Dyremose har købt for tre millioner kroner. Finansdirektør Hans Munk Nielsen køber for 4,5 millioner kroner.
Linksys runder 25 millioner trådløse routere
Linksys har rundet de 25 millioner trådløse routere, siden virksomheden sendte den første trådløse router afsted i begyndelsen af 2001. Selskabet producerer i dag næsten en million trådløse routere hver måned.