I Kina kan det blive obligatorisk at skulle registrere sig med sit navn for at kunne blogge på nettet.
Kravet er, at man skal kunne identificeres, hvilket vil betyde, at de digitale skribenter vil blive uhyre sårbare over for politisk kontrol i det, som mange beskriver som verdens største diktatur.
For de kinesiske myndigheder er det nemlig svært fordøjeligt, at anonyme bloggere kan kritisere styret i riget i midten.
Det er Huang Chengqing, der er chef for det kinesiske internet-selskab ISC, som har informeret om registreringen af landets bloggere.
Forslaget er en del af en rapport som ISC har udarbejdet for myndighederne.
Myndighederne: God balance
I rapporten anbefaler ISC, at kineserne godt kan blogge under pseudonym, men at det skal være kendt for myndighederne hvem der står bag kælenavnet.
- Vi foreslår i vores rapport, at der oprettes et system i kina, hvor bloggeres identitet et baseret på det autentiske navn, siger Huang i følge Reuters.
Mange kritiserer Kinas stærke mediekontrol, der også omfatter, at staten holder internet-brugerne i et jerngreb.
Kina er således det land, hvor flest journalister er blevet dømt på basis af artikler, som er publiceret på nettet.
Huang Chengqing er dog af en anden opfattelse.
Han mener, at det nye registreringssystem vil give Kina en god balance mellem frihed og ansvarlighed.
At skrive på en blog er meget populært i det store land mod øst, der estimeres at have ikke mindre en 17 millioner aktive bloggere.