Den amerikanske flyproducent Boeing har besluttet at lukke Connexion by Boeing-projektet, der tilbød trådløs internetadgang om bord på selskabets fly.
Beslutningen kommer som en indirekte følge af den nu langvarige krisetilstand blandt flere af de største amerikanske flyselskaber.
Kombineret med høje brændstofpriser betyder det, at få selskaber er interesserede i at investere i at kunne tilbyde internetadgang i deres fly.
- Desværre er markedet for produktet ikke opstået, sådan som vi havde forventet, udtaler administrerende direktør Jim McNerney fra Boeing ifølge en pressemeddelelse.
Connexion-tjenesten fungerede ved, at passagerne kunne betale et beløb på op til 200 kroner for, via trådløst lokalnetværk i kabinen, at kunne koble sig på internettet via en satellitforbindelse.
For flyselskaberne har det imidlertid været et spørgsmål om, hvorvidt de havde råd til at beholde flyene på landjorden, mens de blev udrustet med udstyret.
Teknologien kunne have fået udbredelse ved at blive indbygget i nye fly, men få amerikanske selskaber har i øjeblikket ressourcer til at investere i nye fly.
Flyselskaber uden for USA er imidlertid fortsat interesserede i at kunne tilbyde internetadgang til passagerne.
Lufthansa leder derfor nu efter en ny partner blandt de alternativer til Connexion, der nu får lettere ved at komme ind på markedet.
- Lufthansa håber fortsat på, at nye leverandører vil melde sig i de næste måneder for at tilbyde denne værdifulde tjeneste til vores kunder, udtaler Lufthansa ifølge nyhedsbureauet Reuters.