IBM vil senere på året begynde at sælge en nyudviklet specialchip til it-gigantens mainframe-kunder, som ønsker at optimere systemet til håndtering af software til ERP, CRM og Business Intelligence.
Chippen er udviklet til IBM's z9 mainframe-systemer.
IBM har tidligere lanceret specialchips optimeret til Linux og Java.
Lavere omkostninger
Fordelen for mainframe-kunderne er primært lavere omkostninger forbundet med at køre forretningssoftware på mainframe-systemet, selv om processoren er prissat til 125.000 dollars eller godt 758.000 kroner.
I modsætning til mainframens multifunktionschips tager IBM nemlig ikke ekstrabetaling for software, der kører på en specialchip.
Samtidig frigiver det ressourcer fra de generelle processorer i mainframen.
Ifølge IBM vil chippen kunne anvendes enten som bindeled mellem mainframe og ERP, CRM eller BI-systemer i et distribueret miljø, eller applikationerne vil kunne køre direkte på mainframen.