Ifølge it-selskabet Miracle har IBM så vanskeligt ved at betale sine regninger til Miracle, at selskabet til sin kommende femårs fødselsdag vil afholde en støttekoncert til fordel for IBM.
- Så vil vi uddele små blå engangslightere og stå og vifte med dem samtidig med, at vi synger Rod Stewart-sangen We are failing, siger Mogens Nørgaard, administrerende direktør, Miracle, med slet skjult ironi i stemmen.
Baggrunden for det usædvanlige initativ er, at Miracle ikke kan få betalt de regninger, selskabet sender til IBM, når IBM har haft teknikere på kursus hos Miracle.
Miracle forklarer på sin hjemmeside sagen, der er temmelig lang og kompliceret og omfatter - måske - manglende ordrenumre og kommunikation gennem flere lande.
Vi opgiver på forhånd
- Vi opgiver som regel på forhånd at få pengene, lyder det fra Mogens Nørgaard.
Fra IBM's kommunikationsafdeling siger pressechef Rikke Ploug Niemann:
- Hvis Miracle har et problem med at få betaling for sine kurser, vil vi selvfølgelig se på det og få det løst. Vi har nogle klare interne retningslinier for, hvordan vi ordner betalinger for de kurser, som vores medarbejdere deltager på, siger Rikke Ploug Niemann.
Oplysningerne fra Miracles direktør om, at IBM har aflyst julefrokosten, kan IBM's pressechef ikke genkende.
- Angående julefrokost holder IBM-klubben igen i år julefrokost, som vi plejer, så jeg kan ikke genkende beskrivelsen af, at vi skulle have aflyst vores julefrokost. Men vi ser da frem til at modtage en julefrokost-invitation fra Miracle - julefrokoster kan man da ikke få for mange af, lyder det fra Rikke Ploug Niemann.
Relevant link:
www.miracleas.dk