Telefoni via internettet med tjenester som eksempelvis Skype er i realiteten stort set umulig at overvåge, spore eller aflytte, oplyser en centralt placeret politikilde til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det svækker ifølge avisen EU's og Danmarks forsøg på at bekæmpe terrorister, fordi det underminerer EU's aktuelle antiterrorplaner.
Direktør i organisationen Telekommunikations Industrien, Ib Tolstrup, bekræfter problemet.
- Ingen telefoncentral kan registrere samtaler på internettet. Man ved ikke, om datatrafikken er en samtale, en fil eller et foto. Man aner reelt ikke, hvad der foregår, siger IB Tolstrup.
Udmeldingen kommer i forbindelse med, at EU's justitsministre onsdag skal drøfte vidtgående registrering af borgernes SMS'er, e-mails og øvrig internettrafik i forbindelse med terrorbekæmpelse.
Tiltagene ventes at kræve milliardinvesteringer, men de tager ifølge Jyllands-Posten ikke højde for, at telefonbrugere på internettet ikke registreres med traditionelt telefonnummer og heller ikke behøver oplyse eget navn eller øvrig identifikation.
Plan for Danmark
Telefonselskabet TDC ønsker på den baggrund, at også reglerne for registrering, aflytning og kontrol hos telefonselskaber på internettet skærpes, sådan som det er varslet i eksempelvis USA.
Samme holdning har Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der er formand for Folketingets retsudvalg.
- Det er ikke for meget forlangt, at vi følger kravene fra USA. Vi kan ikke vente på, at EU får snøvlet sig sammen til at tage de rigtige værktøjer i brug - derfor må vi gøre noget nationalt, siger Peter Skaarup til Jyllands-Posten.
Justitsminister Lene Espersen (K) har ifølge avisen ikke ønsket at kommentere sagen.
Ifølge Politiken sagde Lene Espersen i sidste uge i Folketingets Europaudvalg, at regeringen er klar til at gå solo, hvis EU's justitsministre ikke kan bliver enige om øget datalagring.
- Hvis ikke EU udsteder datalogningsbekendtgørelsen, så udsteder jeg den her i Danmark, sagde Lene Espersen, der mener, at der er grænser for, hvor længe man kan vente.