Alene i strid med TDC
TDC har ikke fået held med at lukke munden på Torben Rune, direktør for konsulenthuset Netplan. TDC krævede ellers, at Torben Rune skulle trække sine udtalelser tilbage om, at TDC tager overpriser i Danmark for adgang til TDCs net. Men det vil Torben Rune ikke og her står sagen så nu. Sagen er udløst af, at TDC kan tilbyde svenskerne lynhurtigt bredbånd på op til 28 mbit/sekund til samme pris som TDCs danske kunder skal give for en hastighed, der er op til 42 gange langsommere. Årsagen er, at TDC tager overpriser i Danmark, lød Torben Runes påstand, men TDC har i et usædvanligt skarpt angreb krævet, at Torben Rune trækker sine påstande retur. (Berlingske Tidende)
Internetuniverser skaber kundeloyalitet
Danske virksomheder bruger i stigende grad hjemmesider til at komme i kontakt med deres målgruppe. TV-stationen TV2 gør det og mejeriproducenten Arla gør det. Skaber universer på nettet, hvor forbrugerne kan spille interaktive spil, lære om produkterne, give deres mening til kende og søge informationer. At nå de rigtige målgrupper i en tid, hvor informationskanalerne er uendelige, kan være som at finde en nål i en høstak. Derfor bruger et stigende antal danske virksomheder deres hjemmesider til at skabe kundeloyalitet. (Berlingske Tidende)
Besparelse på IP-telefoni afhænger af bredbåndsforbindelse
Der kan være penge at spare på at ringe via internettet i stedet for via det almindelige telefonnet. Men det afhænger af ens bredbåndsforbindelse, viser en opgørelse fra IT- og Telestyrelsen. Med en bredbåndsforbindelse, hvor man ikke også skal have et fastnetabonnement eller en bærerlinie, er der penge at spare. Man kan for eksempel tale 10 minutter om dagen for 290 kroner i kvartalet hos selskabet Telsome. Samme forbrug koster 641 kroner med fastnettelefoni hos TDC. (Berlingske Tidende)
Canadisk direktør på Kapows vækstspeeder
Hørsholmvirksomheden Kapow Technologies tager med ansættelsen af en rutineret canadisk direktør et afgørende skridt i retning af den vækstplan, der om fire-fem år skal bringe selskabets omsætning op omkring 1 milliard kroner. I forvejen er stifter og den hidtidige administrerende direktør Stefan Andreasen rykket til Sillicon Valley i USA. Han afløses nu i direktørstolen af den 45-årige Glenn Hasen, der skal gennemføre den aggressive vækststratregi, der har til formål at sikre selskabet en fremtrædende position på det globale marked for softwareløsninger, hvor Kapow har udviklet en teknologi, der kan få store virksomheders forskellige applikationer til at køre sammen meget hurtigere. (Børsen)
Lille sønderjysk it-firma jagter kapital
Den lille it-virksomhed, Acon, der har til huse i Danfoss-koncernens Elsmark Entrepreneur Park i Nordborg, og som især producerer software til sine interaktive informationsstandere, jagter kapital til ekspansion. "Foreløbig tyder meget på, at Syddansk Venture er parat til at skyde 2,5 millioner kr. i ny kapital ind i virksomheden, og det vil sikre vores vækst og vores muligheder for at udvikle os," siger administrerende direktør Allan Kaczmarek, Acon. (Børsen)