Artikel top billede

(Foto: Solen Feyissa/Unsplash)

Facebook og Instagram vil igen anvende dine opslag og kommentarer til at træne AI-modeller: Sådan kan du undgå det

Meta vil endnu engang benytte brugernes opslag til at træne sin AI i EU. Det sker allerede i løbet af denne uge, men det er dog muligt at sige nej til at dele sin data.

Efter en 10 måneders pause grundet regulatorisk indblanding og manglende tommel op fra EU vil Meta igen begynde at benytte EU-brugeres opslag og interaktioner på sociale medier til at træne sine AI-modeller.

Med andre ord vil din ageren på Facebook og Instagram snart blive brugt til at træne AI-modeller for moderselskabet Meta.

Det gælder opslag og kommentarer samt interaktioner med AI-botten, Meta AI.

"I EU vil vi snart begynde at træne vores AI-modeller i de interaktioner, som folk har med AI på Meta, såvel som offentligt indhold, der deles af voksne på Meta-produkter," skriver selskabet i en udmelding.

Dette skal gøre selskabets AI i stand til bedre at forstå og afspejle kulturer og sprog i forskellige lande, lyder det fra Meta.

Og det er ikke noget, der ligger langt ude i fremtiden. Meta vil allerede i løbet af denne uge give brugere notifikationer om, at deres opslag bliver benyttet til AI-træning.

"Fra denne uge vil folk baseret i EU, der bruger Metas platforme, begynde at modtage notifikationer – i appen og via e-mail – for at forklare den slags data, vi vil begynde at bruge, hvordan dette vil forbedre AI hos Meta og den overordnede brugeroplevelse," skriver Meta.

Du kan undgå det

Det er dog muligt at gøre indsigelse mod, at ens opslag bruges til AI-træning – men det bliver mere besværligt end blot at acceptere det og leve med det.

Man udfylder en formular, som blandt andet kan findes i de meddelelser, hvor Meta skriver til dig med, hvilke oplysninger selskabet bruger til AI-træning.

Meta understreger dog, at formularen vil være nem at bruge, og at selskabet vil respektere den.

Altså skal du vente på din notifikation eller mail og så finde formularen - og ellers kan du finde et link til formularen her.

"Disse meddelelser vil også indeholde et link til en formular, hvor folk til enhver tid kan gøre indsigelse mod, at deres data bliver brugt på denne måde. Vi har gjort denne indsigelsesformular nem at finde, læse og bruge, og vi vil respektere alle indsigelsesformularer, vi allerede har modtaget, såvel som nyligt indsendte," skriver Meta.

Selskabet understreger, at selskabet ikke bruger folks private beskeder til at træne AI-modellerne. Og dertil vil selskabet ikke benytte offentlige data fra brugere, der er under 18 år til AI-træning.

Andre gør det også

Meta gør meget for at understrege, at det ikke er det eneste selskab, der benytter denne metode – der er nemlig også andre selskaber, der gør det, og de har også trænet modeller på europæiske data.

"Det er vigtigt at bemærke, at den form for AI-træning, vi laver, ikke er unik for Meta, og den vil heller ikke være unik for Europa. Det er sådan, vi har trænet vores generative AI-modeller til andre regioner siden lanceringen. Vi følger eksemplet fra andre, herunder Google og OpenAI, som begge allerede har brugt data fra europæiske brugere til at træne deres AI-modeller," skriver Meta.

Selskabet kommenterer også situationen, der har ført til den lange forsinkelse af træning af AI-modeller baseret på europæiske brugere.

"Sidste år forsinkede vi træningen af ​​vores store sprogmodeller ved hjælp af offentligt indhold, mens regulatorer præciserede lovkravene. Vi glæder os over udtalelsen fra EDPB i december, som bekræftede, at vores oprindelige tilgang opfyldte vores juridiske forpligtelser."

"Siden da har vi engageret os konstruktivt med IDPC (den irske databeskyttelsesmyndighed, red.) og ser frem til at fortsætte med at bringe de fulde fordele ved generativ kunstig intelligens til folk i Europa," afslutter Meta.

Find Metas udmelding her.