Artikel top billede

Arbejder du i Adobe Creative Suite, vil en professionel skærm koste væsentligt mere end Samsungs model. Men den håndterer de kreative opgaver fint i forhold til det lave prispunkt. (Foto: Samsung PR)

Test: En fin 4K-skærm til de mindre budgetter

Små 2.000 kroner for en 4K-skærm, der har farverum og egenskaber, som kan tilgodese kreative behov, er bestemt ikke dyrt. Samsungs ViewFinity S7 kan sagtens byde op til dans – så længe du ikke forventer at få ægte pro-ydelse.

Med en prislap på beskedne 2.099 kroner er det ikke en skærm til kreativ brug i den grafiske branche, der kommer frem på min nethinde, når jeg stifter bekendtskab med Samsungs ViewFinity S7.

Lad mig da også slå fast, at Samsung-skærmen her heller ikke giver dig den samme ydelse som de skærme, som du finder på et grafisk bureau eller i et videoproduktionsstudie.

Men i langt de fleste tilfælde kan mindre gøre det, og her byder Samsung ind med et godt bud i selskabets ViewFinity S7 S70D-skærm.

Farver – ikke farvelade

De 27 tommer her (skærmen fås også i en 32” variant) byder på 4K-opløsning og HDR10, så du er sikret god dynamik i farverne.

HDR-funktionen sikrer et solidt farverum, men også at sort bliver mere sort – hvilket betyder, at alle andre farver står tydeligere frem. Der kommer mere dynamik i billedet.

Kigger vi generelt på panelet, er der dog ikke meget, der indikerer, at vi har med en ekstraordinær skærm at gøre.

Lysstyrken ligger på op til 350 cd/m² og minimum 280 cd/m².

Det er godkendt, men ikke imponerende, da de små pixels kræver mere lys.

Omvendt hjælper det heller ikke bare at skrue op for baggrundslyset, da det vil gøre alt mere gråt og kedeligt.

Derfor er det afgørende, at farvehåndteringen og styringen af baggrundslyset i det forholdsvis billige panel er i orden.

Samsung dækker her op til 99 procent af sRGB-skalaen, men det er der mange skærme, der gør – også skærme, som jeg aldrig ville anbefale til billedbehandling.

Modsat mange prissvarende konkurrenter skulle ViewFinity-skærmen være farvekalibreret fra fabrikken. Da det i sagens natur er en automatiseret funktion, ser det ikke desto mindre ud til at give bonus.

For netop farvegengivelsen er god.

Den er først og fremmest neutral og ikke fyldt med glans og ”farvelade”, som kan se godt ud til underholdning.

Farverne har en fin dybde, og overgange i sarte nuancer ser naturlige ud.

Du skifter let mellem forskellige indstillinger, men på en skærm som denne bør du finde én, der matcher dine behov.

Der er ikke kæmpe forskelle mellem de forskellige modes, som det ellers ofte er tilfældet på mange skærme. Dette er en egenskab, man tydeligt har adopteret fra pro-skærme.

Klarer alt – på nær gaming

Samsung har ramt et godt prispunkt. Hvis du indstiller skærmen til billedbehandling, klarer den også fint alle dine kontoropgaver.

Tekst står skarpt og behageligt for øjnene.

Skærmens lys opleves ikke som trættende, og der er en indbygget anti-blålys-funktion, som hjælper med at reducere belastningen for øjnene.

Skærmen står stabilt, men med sine 60 Hz er den ikke synderligt egnet til gaming.

Dog kan du sagtens se film og serier på den. Du får ikke de kraftige, livlige farver, som en underholdningsskærm leverer, men HDR sikrer, at der stadig er fin dynamik.

Byggekvaliteten er præget af billig plast, men skærmen står stabilt og er let at justere.

Du kan dog ikke vende den på højkant, og den kan kun vippe op og ned.

Derudover kan den slet ikke drejes til siderne – så hvis du skal vise dit arbejde til en kollega, må du dreje hele skærmen på foden.

Fokus på det vigtige

Det er tydeligt, at rammen og alt omkring panelet er bygget af billige materialer, men i dette tilfælde er det fint nok.

Man har tydeligvis valgt at fokusere på panelet, som er pænt over middel for prisklassen, når det gælder farvegengivelse.

Minuspunkterne er som nævnt at du ikke kan dreje skærmen, og at der kun er HDMI- og DisplayPort-indgange.

Det er fint nok til de fleste, men det ville have pyntet med en USB-C-port.

Samsung leverer et godt bud på en kontorskærm, der også kan håndtere farver til husbehov.

Den er et godt bud til jer, der skal lave en præsentation, eller dig, der privat redigerer billeder eller laver film og ønsker et resultat, der farvemæssigt ikke er helt ved siden af.

Træerne – og farverne – vokser dog ikke ind i himlen. Samsung har stærke konkurrenter, der alle koster lidt mere, men som leverer en endnu højere kvalitet.

Selv om den langt fra er perfekt, får den en karakter over middel – alene fordi den leverer en ret fin præstation i prisklassen.


Loading ikon


White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis