Artikel top billede

Fra venstre Kaare Danielsen, Jan Westenkær Thomsen og Natasha Friis Saxberg. (Foto: Jonas Lunddal Brose / Jonas Brose)

Han vinder IT-prisen 2025: Kvante-professor Jan Westenkær Thomsen har ydet enestående indsats for dansk kvante-forskning

IT-Branchens årsmøde: Fysiker og professor Jan Westenkær Thomsen vinder IT-Prisen 2025 for sin indsats for dansk kvanteteknologi, som i dag er blandt verdens bedste.

Kvanteteknologi tegner til at blive grundlaget for en fremtidig it-revolution, som inden for de kommende år kan komme til ændre mange ting i den måde, som vi anvender it på.

Centralt i den globale udvikling på området er det danske forskningsmiljø, som i de senere år har etableret sig som en magtfaktor på den globale scene.

Det har ikke mindst fysiker Jan Westenkær Thomsen en stor del af æren for.

Og for det arbejde er han blevet tildelt den ærefulde IT-Prisen 2025, som Computerworld sammen med IT-Branchen har uddelt siden 1991.

Prisen er netop blevet overdraget til Jan Westenkær Thomsen af Kaare Danielsen, direktør for Jobindex, der ejer Computerworld, samt IT-Branchens direktør, Natasha Friis Saxberg, i forbindelse med IT-Branchens årsmøde, der afvikles i disse timer i København.

59-årige Jan Westenkær Thomsen har sit daglige virke Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, hvor han er specialiseret i kvanteforskning.

Han er desuden stifter af og formand for Danish Quantum Community og direktør for Novo Nordisk Quantum Computing Programme, ligesom han sidder i Natos rådgivningsgruppe for såkaldt ‘emerging and disruptive technologies’ og i EU’s ekspertpanel for kvante-teknologi.

Nato placerede i 2022 sit Diana-center i København.

Juryen bag IT-Prisen består af Computerworld, IT-Branchen samt de to seneste vindere af prisen, som er Systematic-stifter Michael Holm og den danske rigmand og programmør David Heinemeier Hansson.

Forene mange forskellige

Juryen meddeler, at Jan Westenkær Thomsen har været afgørende i arbejdet med at forene mange forskellige parter for at fremme kvante-teknologien.

“Jan Westenkær Thomsen har arbejdet utrætteligt med at møde afgørende aktører fra erhvervslivet og politisk – og national som internationalt, for at sikre, at Danmark udnyttede sin styrkeposition indenfor kvanteteknologi, til at gøre vores nation til den foretrukne hub, hvis man vil forske, arbejde eller investere i kvanteteknologi,’ lyder det fra juryen.

IT-Branchens direktør, Natasha Friis Saxberg, peger på, at han har været en af hovedarkitekterne i arbejdet med at få Danmarks positioneret som en af verdens frontløbere inden for kvanteteknologi.

“Hans arbejde står på skuldrene af arven fra Niels Bohr og et verdensførende dansk forskningsmiljø, og han har helt unikt samlet og skabt grobunden for Danmarks globale kvanteøkosystem i et stærkt samarbejde med virksomheder, ministerier og startups,” lyder det fra Natasha Friis Saxberg.

Unik Kombination

Kaare Danielsen siger, at Jan Westenkær Thomsen favner over en række vigtige kompetencer, som tilsammen gør ham helt unik.

“Hans unikke kombination af akademisk dybde, strategisk lederevne og formidlingstalent har ikke kun styrket dansk forskning, men har også sikret et strategisk samarbejde med centrale og visionære aktører som Novo Nordisk,” siger han.

Læs stort interview med Jan Westenkær Thomsen i Computerworld fredag morgen, hvor vi blandt andet spørger ham om.