Artikel top billede

(Foto: PR-Foto)

Kritisk bog om Zuckerberg og Meta forsøgt standset: Allerede tredje mest sælgende

Meta og Mark Zuckerberg får hård medfart i ny bog med den sigende titel: 'Careless People.' Forfatteren, den tidligere direktør Sarah Wynn-Williams er ellers forsøgt stoppet flere gange.

Meta forsøger at bremse eks-topchefs afslørende bog – men forsøget har kun øget interessen. 'Careless People' er nu blandt de mest solgte bøger på Amazon.

Meta har ellers gjort sig særdeles umage med at få stoppet bogen. For virksomhedens tidligere direktør Sarah Wynn-Williams tegner et kritisk billede af Mark Zuckerberg, Sheryl Sandberg og Meta-ledelsens påståede moralske fallit.

Men trods juridiske trusler og en voldgiftsafgørelse, der kræver, at Sarah Wynn-Williams trækker sine udtalelser tilbage, har bogen allerede opnået enorm popularitet. Careless People er i skrivende stund den tredje mest solgte bog på Amazon, skriver det amerikanske techmagasin Wired.

Ifølge mediet begyndte Metas PR-afdeling allerede før udgivelsen at kontakte medier og bagatellisere Sarah Wynn-Williams’ beretning. De beskrev hende som en “fyret tidligere medarbejder” med “dårlige præstationer og giftig adfærd” og kaldte hendes bog for en blanding af “gamle påstande og falske beskyldninger.”

Meta har forsøgt at få stoppet bogen ved at påberåbe sig en fortrolighedsaftale (NDA), som Wynn-Williams underskrev efter sin fyring i 2017. En voldgiftsdommer har givet Meta medhold i, at hun ikke må promovere bogen eller komme med udtalelser, der kan skade virksomheden.

Men Wynn-Williams har ikke tænkt sig at efterleve kendelsen. Hun har i stedet for registreret sig som whistleblower hos den amerikanske børsmyndighed, SEC, og fastholder sine anklager mod Meta, som ser ud til at give et loophole til inspiration for andre.

Afsløringer: Kina, misinformation og skandaler på direktionsgangen

I bogen beskriver hun, hvordan hun som højtstående direktør i Meta havde adgang til ledelsens inderste cirkel – både i mødelokaler og på den private jet.

Ifølge Wired beskriver bogen, hvordan Meta negligerede en masse misinformation i Myanmar, hvor Facebook blev brugt til at sprede had, hvilket førte til voldelige optøjer og dødsfald.
Meta har tidligere undskyldt for sin rolle i konflikten, men ifølge whistlebloweren var ledelsen dybt ligeglad med konsekvenserne.

Et af bogens mest opsigtsvækkende kapitler handler om Metas forsøg på at komme ind på det kinesiske marked. Sarah Wynn-Williams påstår, at Meta delte teknologi og rådgivning om ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens med den kinesiske regering – oplysninger, der aldrig før har været offentligt kendt.

Udover de tunge politiske afsløringer indeholder bogen også mere kulørte anekdoter fra Metas direktionsgang. Blandt andet skriver hun, at Sheryl Sandberg pressede hende til at dele en seng på en flyvetur, og at Metas globale chef for offentlige anliggender, Joel Kaplan, opførte sig upassende til en firmafest.

Bogen kan ikke stoppes – Meta hjælper med markedsføringen

Meta har gjort en stor indsats for at miskreditere bogen, men deres modangreb har blot øget opmærksomheden.
Med Mark Zuckerbergs nylige transformation til en mere cool ytringsfriheds-forkæmper, så kan det undre, hvor langt han og Meta er villig til at gå for at censurere en tidligere ansat.

Metas forsøg på at standse bogen har endda fået forlaget Macmillan til at udsende en skarp udtalelse:

“Vi er forargede over Metas forsøg på at tie vores forfatter gennem en tavshedsklausul.”

Bogen er stadig til salg, og med den massive opmærksomhed ser det ud til, at Sarah Wynn-Williams' afsløringer kun vil nå endnu flere læsere.