Der kommer et nyt Apple-produkt i denne uge.
Det stiller Apples topchef, Tim Cook, i udsigt i et opslag på det sociale medie X.
Teksten lyder blot: “I denne uge," men opslaget indeholder også en video med en animation, hvor der står “There is something in the AIR”.
Kan være en ny Macbook Air
Der er næppe tvivl om, at den kryptiske video indikerer, at Apple i løbet af ugen vil lancere et nyt produkt, hvor ordet "Air" indgår i navnet.
Formentlig er der tale om en ny MacBook Air eller en iPad Air – eller måske begge dele.
Det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg har tidligere rapporteret, at nye MacBook Air-computere med Apples seneste M4-chip skulle være lige på trapperne.
I efteråret fik MacBook Air en mindre opdatering, hvor hukommelsen i standardkonfigurationen blev hævet fra otte til 16 gigabyte ram.
Apple valgte dog ikke samtidig at opdatere M3-chippen til den nyere M4-chip.