Topchef Tim Cook stillede folk et nyt Apple-produkt i udsigt mandag aften, da han lagde en animation med teksten “There is something in the AIR” på det sociale medie X og ledsagede det med teksten “I denne uge”.
Allerede tirsdag aften leverede han på løftet, da Apple præsenterede en ny og opdateret iPad Air.
Den nye iPad Air er udstyret med Apples M3-chip, der erstatter M2-chippen i den foregående version.
Ligesom sin forgænger er den nye iPad Air forberedt til Apples AI-løsning, Apple Intelligence, der bliver lanceret i Europa til foråret.
Samtidig lancerer Apple et nyt tastatur til iPad Air, der er udstyret med funktionstaster og minder om det tastatur, som i dag findes til iPad Pro.
Ny basis-iPad
Udover iPad Air har Apple også lanceret en opdateret version af basisudgaven af iPad, der nu bliver udstyret med Apple A16-chippen. Samtidig har Apple fordoblet lagerkapaciteten i den billigste konfiguration til 128 GB.
11-tommer-udgaven af iPad Air får en startpris på 5.499 kroner, mens 13-tommer-udgaven starter ved 6.499 kroner. Ønsker du også det nye tastatur, må du af med yderligere 2.499 kroner for 11-tommer-udgaven og 2.699 kroner for 13-tommer-udgaven.