Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Test: Lenovos design-mester taber pusten på den sidste strækning - derfor bør du tøve med at købe Yoga Pro 7

Lenovo Yoga 7 Pro er pæn og nydelig maskine, der dog hurtigt taber pusten.

Hos Lenovo har man igennem lang tid kunnet finde nogle spændende køb i selskabets dyrere Yoga-modeller.

Det er her, hvor selskabets plejer at eksperimentere mest med design, konstruktion og features, og det kommer der af og til nogle rigtigt fine maskiner ud af.

Potentielt endnu et af slagsen er selskabets Yoga Pro 7, som igennem den seneste uge har været igennem Computerworlds test-maskineri.

Sikker sag

Lenovo Yoga Pro 7 er egentlig ikke nogen synderlig ny maskine at se på – designet fik jeg allerede at se tilbage i 2023, hvor Lenovo for første gang forenede et for klassen lidt større 14,5”-display med et nydeligt forarbejdet kabinet.

Det er det design, der tilbydes i sin tredje version med AMD-processorer, hvor der nu findes ’AI 9 365’-processorer parret op med 32 gigabyte lynhurtig hukommelse.

Yoga Pro 7-looket er dog stadigvæk nydeligt at se på, om end det ikke er det letteste eller stærkeste aluminiumskonstruktion, som jeg har oplevet i klassen.

Når maskinen i sig selv vejer 1,54 kilo og opladeren vejer lidt mere end 400 gram, kommer vi altså faretruende tæt på to hele kilo, man skal have med sig.

Portmæssigt leveres der det nødvendige og heller ikke meget mere. To gange USB-C bliver det til, flankeret af en HDMI og en enkel klassisk USB-port. En kortlæser er der ikke fundet plads til her.

Tastaturet er som oftest hos Lenovo en sand fornøjelse. Det formår den svære kunst det er at være træfsikkert uden at være for hårdt eller for blødt.

På begge sider af tastaturet finder man to gange to højttalere, der spiller nogenlunde, men langt under det niveau, som som man hører i nyere Macbook.

Lenovo har til gengæld lidt mindre held med touch-feltet, som ganske vist er stort og anvendeligt, men også lidt hult i det og af en eller anden mystisk grund ikke er centreret.

Flotte farver

OLED-teknologien vinder omsider bredt indpas i bærbare og det er en lyksalig udvikling, man kun kan bifalde – og særligt her, hvor den får lov til at brede sig over 14,5 tommers lærred med 120 Hz.

Den er endda ganske lysstærk, hvilket sammen med de frodige farver og den tårnhøje kontrast gør det til en fornøjelse for nethinderne.

Det eneste, som man kunne savne her, er mulighed for touch-betjening. Men Windows-styresystemet har altid været skruet sådan sammen, at man sagtens kan leve foruden.

AI-maskineri

Inde i Lenovo Yoga 7 Pro finder man en AI-optimeret processor fra AMD med et klodset navn: Ryzen AI 9 365.

Navnet har intet med Microsofts kontorpakke af samme navn, men indikerer dog, at selv de nyeste AI-funktioner til Copilot understøttes.

Ydelsesmæssigt er det en stærk sag, der tilbydes, om end den ikke har det nyeste gear, som min foretrukne processor, som man finder til Windows-bærbare: AMD’s AI HX 370.

Nuvel, med otte regnekerner, 16 tråde, 768 grafikmoduler og 32 gigabyte lynhurtig hukommelse at arbejde med, venter man sjældent på maskinen.

Det eneste, den rigtig døjer med, er spil, hvor man i stedet bør vende sig mod søstermodellen med Intel-processor og et dedikeret grafikkort.

Den aktuelle model kan dog sagtens køre de fleste spil, så længe man er indstillet på at fravælge de fleste visuelle effekter.

Yoga 7 Pro er desuden udmærket kølet.

Den formår at være nærmest lydløs ved almindelig brug, men blæserstøjen bliver dog meget tydelig, når man sætter ydelsesprofilen op, og der kræves noget af maskinen.

Når det gælder driftstid, er Yoga 7 Pro ikke så imponerende som teknikbladet ellers antyder.

Batteriet på 73 Wh er ellers af en sund størrelse, men medmindre man indstiller maskinen til et lavere performance-niveau, bliver det svært at hive en hel kontordag ud af batteriet.

En jævn pro-maskine

Lenovos Yoga Pro 7 skulle være selskabets mere raffinerede bud på en bærbar.

Yoga-navnet antyder, at designet er i top, mens Pro-navnet antyder, at den skal kunne bestilles noget.

I praksis mestrer Yoga Pro 7 ikke rigtig nogen af delene.

Design og materialer er godkendte, men på ingen måder imponerende, mens ydelsen plages af en middelmådig strømeffektivitet.

Yoga Pro 7 priserne begynder dog lige omkring de 10.000 kroner for en velekviperet maskine som dagens testemne, hvilket er rimeligt, uden dog at være noget decideret kup.

Karakteren bliver derfor derefter: Fire stjerner.


Loading ikon