De amerikanske forbrugere skal regne med, at de skal sikke hånden dybere ned i lommerne, når der skal købes elektronik fremover.
Efter at den amerikanske regering har fået Donald Trump i spidsen er der blæst til handelskrig, som blandt andet pc-producenter og pc-købere får at føle.
I et interview med britiske The Telegraph lyder det fra den taiwanske elektronik-producent Acer administrerende direktør, Jason Chen, at man vil hæve priserne med op til 10 procent for at afspejle den nye told.
”Vi er nødt til at justere priserne for slutbrugerne for at afspejle toldafgifterne… Vi tror på at en prisstigning på 10 procent bliver normalen på grund af toldafgifterne. Det er ganske ligetil,” forklarer han.
Dermed sætter Acer-topchefen lighedstegn med den told, som pålægges produkterne og den slutpris, som den amerikanske forbruger skal betale.
Og højere priser kan meget vel være på vej.
Kan snart mærkes
Den amerikanske regering har besluttet at pålægge varer fra Kina og Taiwan med en told på 10 procent, som trådte kraft 1. februar. Tolden forventes først at slå igennem i de kommende uger, da aktuelle varer i forsyningskæderne har forladt landet før tolden blev annonceret.
Acer er klodens femte største pc-producent bag Lenovo, HP, Dell og Apple som alle får størstedelen af sine enheder fremstillet i Kina. I alt bliver cirka 80 procent af alle laptops på det amerikanske marked fremstillet i Kina og dermed underlagt den verserende told.
Kinesisk fremstillet elektronik for 207 milliarder dollar blev eksporteret til USA i 2023, svarende til omtrent halvdelen af værdien af Kinas samlede eksport til landet.
Mere told i sigte
Donald Trumps administration har samtidig luftet tanker om at pålægge yderlige told på op imod 100 procent på kinesisk fremstillede varer.
Hvad angår elektronik, lyder det denne uge fra den amerikanske præsident, at man vil pålægge en straftold på 25 procent allerede fra den 2. april, skriver amerikanske CNN.
”Jeg vil dog gå væsentligt højere over året der kommer,” advarer den amerikanske præsident, som samtidig antyder, at han vil give virksomheder ’en smule chance’ til at bringe deres produktion til USA.